Bill Murray taler ud om krænkelsesanklager: »Det var en stor skuffelse«

Bill Murray taler ud om krænkelsesanklager: »Det var en stor skuffelse«
Bill Murray. (Foto: Evan Agostini/Getty Images)

Det skulle have været Aziz Ansaris debutfilm som instruktør, men ‘Being Mortal’ endte med at kuldsejle fuldstændigt, efter en af dens bærende skuespilstjerner, Bill Murray, i 2022 blev anklaget for et overgreb mod en kvindelig kollega under optagelserne.

Bill Murray forklarede dengang, at han havde gjort noget, han syntes var sjovt, men ikke blev opfattet sådan, og i et nyt interview med New York Times-podcasten The Interview sætter han nu for første gang uddybende ord på, hvad der ifølge ham skete.

»Én, som jeg arbejdede med, som jeg havde frokost med flere dage om ugen – det var Covid, vi bar alle masker, og vi var alle strandet i dette ene værelse og lyttede til den her skøre scene. Jeg ved ikke, hvad der fik mig til at gøre det. Det var noget, jeg havde gjort før med en anden, og jeg syntes, det var sjovt, og hver gang det skete, var det sjovt. Jeg havde en maske på, og jeg gav hende et kys, og hun havde maske på. Det var ikke sådan, at jeg rørte hende, det var bare, at jeg gav hende et kys gennem en maske. Og hun var ikke en fremmed«, siger han.

»Det var en stor skuffelse, fordi jeg troede, jeg kendte nogen, og det gjorde jeg ikke. Jeg troede med sikkerhed, at det var let. Jeg troede, det var sjovt. For mig er det stadig sjovt, ideen om at du kan give én et kys med en maske på. Det er stadig dumt. Det er alt, det var«.

I interviewet siger han, at – lidt i modstrid med ovenstående – at han ikke som sådan kvinden, men mere moderselskabet Disney, der eskalerede sagen med en voldgiftsmægling. »Der var ingen samtale, der var ingenting«, siger han og uddyber om voldgiftssagen: »Du tror, det er retfærdighed, og det er det ikke«.

Sagen endte i, at Murray betalte kvinden 100.000 dollars i erstatning. I sagen forklarede kvinden, at han havde forsøgt at kysse hende på kroppen og sprede hendes ben.

Bill Murray mener, at han blev »grillet« i sagen, der dog ikke var den eneste anklage mod skuespilleren, der kom frem i samme ombæring.

Det vakte opmærksomhed, da Geena Davis skrev i sin selvbiografi, at Murray havde opført sig upassende over for hende under optagelserne til filmen ‘Quick Change’ i 90’erne. Der var også historier fremme om, at han opførte sig uacceptabelt under gæsteoptrædener på ‘Saturday Night Live’ i 80’erne og 90’erne.

Bill Murray er næste gang aktuel i Wes Andersons ‘The Phoenician Scheme’, der har premiere til maj. Murray har været med i næsten alle Andersons film, og instruktøren er da også kommet til hans forsvar efter anklagerne.

‘Being Mortal’ genopstod aldrig efter anklagerne, og Aziz Ansari arbejder nu på en anden film som sin debut.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af