Nu starter produktionen på tredje sæson af ‘Game of Thrones’-spinoff ‘House of the Dragon’, og i den forbindelse kommenterede seriens showrunner Ryan Condal på samarbejdet med universets litterære ophavsmand, George R.R. Martin – eller rettere manglen på samme – i et interview med Entertainment Weekly.
»Vi (Condal og Martin, red.) havde et virkelig gensidigt og frugtbart forhold, troede jeg – et virkelig stærkt samarbejde over lang tid«, fortæller Condal. »Men på et tidspunkt, da vi kom længere ned ad vejen, der blev han bare uvillig til at anerkende de praktiske problemer på en rimelig måde«, lyder det videre fra serieskaberen.
»Som showrunner skal jeg både have min praktiske ‘producerhat’ og min kreative ‘jeg elsker materialet-hat’ på samtidig«, uddybede Condal.
Vi var nær blevet Targaryen-blege i ansigtet af at følge de uendelige højtidelige snakkescener i sæson to af ‘House of the Dragon‘, men det ser ud til at sæson tre skal være den længe ventede forløsning.
Condal har nemlig lovet, at fire store begivenheder fra bogen kommer til at udspille sig i sæson tre, hvoraf den ene er bekræftet til at være den helt store hæsblæsende flådekamp ‘The Battle of the Gullet’, der ser Sea Snake (Steve Toussaint) og Velaryon flåden i kamp.
»På mange måder har produktionen tænkt på the Gullet i snart tre år. (…), planlægningen har krævet, at alle afdelinger har arbejdet sammen for virkelig at lave noget, som ingen nogensinde har gjort før«, fortæller Condal.
Vi skal fortsat væbne os med tålmodighed, for her ved produktionens start ligner det, at 2026 bliver premiereåret for sæson tre.