‘Baby Reindeer’-skaber oplever stadig et »uudholdeligt« pres efter livsændrende hitserie

‘Baby Reindeer’-skaber oplever stadig et »uudholdeligt« pres efter livsændrende hitserie
Richard Gadd i 'Baby Reindeer' (Foto: Netflix)

Sidste år blev Netflix-miniserien ‘Baby Reindeer’ som bekendt et verdensomspændende hit.

I samme ombæring oplevede seriens skaber og hovedrolleindehaver, Richard Gadd, at hans liv næsten fra den ene dag til den anden blev fuldstændigt ændret. For pludselig skulle den skotske komiker vænne sig til at være kendt.

»Den udkom en torsdag, og allerede om søndagen bankede folk på min dør for at få autografer. Jeg var en arthouse-komiker, der optrådte for fem mennesker hver aften, så det var en enorm omvæltning. Jeg vænner mig stadig til det. At tage i supermarkedet kræver nu en million forbehold«, fortæller Gadd i et nyt interview med The Guardian.

‘Baby Reindeer’ blev ikke et mindre streamingfænomen af, at fans af serien fandt frem til Fiona Harvey – den virkelige stalker, Gadd har baseret Martha-karakteren på – som efterfølgende stod frem og sagsøgte Netflix. Da The Guardian-journalisten spørger ind til sagen, udtrykker Gadd sig mere generelt om det kolossale pres, han har mærket siden premieren.

»Der har været mange udfordrende øjeblikke. Serien har nået et så ekstremt niveau – der har været tidspunkter, hvor jeg har følt, at presset var uudholdeligt. Det har været som en orkan«, siger han.

»Jeg tror ikke, jeg er nået til et punkt, hvor jeg kan reflektere endnu. Jeg har brug for ægte frihed for at finde ud af, hvordan jeg får jordforbindelsen igen, for lige nu føler jeg mig meget presset«.

Richard Gadd arbejder for tiden på sit næste serieprojekt, der bærer titlen ‘Half Man’ og er en samproduktion mellem BBC og HBO. Her spiller han og Jamie Bell to voksne stedbrødre med en årtier lang og kompliceret relation.

Serien får premiere engang i 2026.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af