»Det må tiden vise«, svarede Mads Brügger, da vi sidste år spurgte ham, om der kommer en opfølger til ‘Den sorte svane’, den største dokumentarsensation i nyere dansk tv-historie.
Og det har tiden så gjort nu: TV 2 afslører i en pressemeddelelse, at der kommer to nye afsnit af serien, hvis første fem afsnit blev set af over to millioner danskere, et uhørt tal.
De nye afsnit ventes at udkomme til sommer, og de vil ikke mindst omhandle Amira Smajic’ relation til politiet.
Det kunne første sæson nemlig ikke beskrive, da TV 2 beskyttede Smajic’ virke som meddeler for politiet af hensyn til hendes sikkerhed, men i den ophedede debat efterfølgende er det forhold dog blevet rigt beskrevet i medierne.
»Derfor kan vi beskæftige os journalistisk med Amira Smajics politisamarbejde, og det vil de nye programmer i høj grad kredse om«, siger Michael Nørgaard, chefredaktør for TV 2 Dokumentar, i pressemeddelelsen.
Nyhedsdirektør hos TV 2 Ulla Pors Nielsen fortæller desuden, at de kommende afsnit vil pege pilen mod medierne selv.
»Vi er snart klar med nye afsløringer, der vil starte en debat om spionage mod medier, retssikkerheden og tilliden til retsstaten i Danmark. Det bliver centralt, hvordan den frie presse kan bedrive uafhængig og kritisk journalistik, og hvordan vi udfylder rollen som den fjerde statsmagt, der skal råbe op, når vi ser magtmisbrug«.
‘Den sorte svane’ har vakt stor debat lige siden premieren, og Amira Smajic har selv ligget i krig med TV 2 om dokumentaren, som hun prøvede at få stoppet, inden den blev sendt.
‘Den sorte svane’ kan ses på TV 2 Play.