’Souleymane’s Story’: Man mærker cykelbuddets desperation helt ind i kroppen
Jeg kan ikke lade være med at få en smule dårlig samvittighed, hver gang et Wolt-bud overrækker mig mit takeaway-måltid.
Følelsen er kun taget til efter at have set ’Souleymane’s Story’.
Den franske instruktør Boris Lojkine fortsætter med sin nye film en løbende mission om at skildre det vestlige samfundets glemte tragiske skæbner, særligt blandt immigranter. Hidtil har han blandt andet instrueret ’Hope’ om en nigeriansk kvindes rejse mod Europa og skrevet manuskript til Naël Marandins ’She Walks’ om en kinesisk indvandrer, der prostituerer sig selv i Paris’ underverden.
Paris er også rammen for ’Souleymane’s Story’, der modtog juryens pris og den mandlige skuespilpris i sidste års Cannes-festivals sidekonkurrence Un Certain Regard.
Hovedpersonen er den guineanske mand Souleymane, som vi følger i to dage op til en afgørende asylansøgningssamtale. For at skaffe penge til en mand ved navn Barry, der hjælper ham med ansøgningen, haster han i dag- og aftentimer rundt som Wolt-agtigt cykelbud, inden han spenderer natten i en køjeseng på et herberg fyldt med ligesindede immigranter.
Filmens titel er kløgtigt velvalgt, for undervejs kæmper Souleymane med at fortælle en historie, der faktisk ikke er hans egen.
Mens han i et hektisk tempo leverer mad til mere eller mindre utaknemmelige kunder, repeterer han for sig selv en falsk historie om at være politisk flygtning, som han skal kunne udenad til det nært forestående møde. I samme ombæring lejer han cykelbudskontoen til overpris af en (dårlig) ven, fordi han som asylansøger uden de rette papirer ikke må arbejde i Frankrig.
Souleymane en kompleks hovedperson, der er presset ud i løgnene af de tæt på umulige omstændigheder. Det gør ham ikke til en mindre sympativækkende karakter, for man forstår og mærker hans desperation helt ind i kroppen, mens de udmattende dage forløber, og uret tikker og tikker.
Samtidig mister han langsomt forbindelsen til sin syge mor og sin forlovede tilbage i hjemlandet, som han rækker sporadisk ud til gennem skrattende mobilopkald. De tror, han har glemt dem, men han er fuld af længsel, fortrydelse og sorg.
Som en nutidig opdatering af Vittorio De Sicas ’Cykeltyven’ og en immigrantudgave af Ken Loach’ gig ecomony-kritiske ’Sorry We Missed You’ sætter filmen fokus på de mennesker, der bliver kvast under kapitalismens mekanismer og tvunget til at gå på kompromis med sig selv.
Ligesom filmene i 50’ernes italienske neorealisme har Lojkine næsten udelukkende castet amatørskuespillere til sin fortælling, med undtagelse af Nina Meurisse, som møder Souleymane til den skæbnesvangre samtale til sidst. De spiller alle fuldstændigt overbevisende og troværdigt – til tider endda humoristisk, når Souleymanes venner eksempelvis fyrer jokes af om hinandens fodboldlandshold.
Særligt filmdebutant Abou Sangare er en stor åbenbaring i sin prishædrede hovedrolle, hvor han ifølge instruktøren trækker på sine egne dårlige oplevelser med det franske system.
Sangares spil er umiddelbart og afbalanceret, og man bliver aldrig træt af at kigge på hans milde ansigt, der møder den kyniske og fremmedfjendske omverden med overraskende stor venlighed.
Til allersidst kan Souleymane dog, helt forståeligt, ikke andet end at give slip. De indestængte følelser og de tømte energidepoter kolliderer i en stærk slutscene, som giver et øjebliks forløsning – inden bismagen af cykelbuddets håbløshed vender tilbage.
Kort sagt:
Den debuterende hovedrolleindehaver Abou Sangara er en åbenbaring i den hektiske og håbløse immigrantfortælling ’Souleymane’s Story’.