1. Død over dansk charme
Der er akut mangel på princess treatment i Danmark (eller i hvert fald Randers, Nørhalne og Vejle), og det har ledt de unge kvinder i dokumentaren ‘Prinsesse i Alanya’ mod den tyrkiske strandby, hvor flirten er friere, og mændene har strammere skjorter og svulmende armbevægelser.
Vi møder tvillingerne Johanne og Signe, der har lært på den hårde måde, at man skal passe på, hvem man falder for, Filicia der er hovedkulds forelsket i Süleyman, og Josefine der håber at konvertere til nogens Alanya-wifey.
I en tid hvor maskulinitet og dating er en af de varmeste kartofler overhovedet, konfronterer P3-dokumentaren os med et hav af fordomme, mens den samtidig viser nye sider af dem, vi ofte har dem om.
»Et skarpt portræt af unge kvinders længsel efter at blive set og begæret – og et sjældent blik på de mænd, der lever af at levere det«, skriver Soundvenues Damla Erdölek i sin anmeldelse.
‘Prinsesse i Alanya’ kan ses på DR TV.

2. ‘Succession’-skaber er tilbage
‘Succession’-skaber Jesse Armstrong er tilbage, og det er i luftlag, han før har excelleret i. Yndlingsmobbeofrene er nemlig mænd i eksorbitant dyre fleeceveste ligesom i HBO-hittet.
For hvor længe skal fire milliardærer egentlig være på hyttetur sammen, før de sætter sig for at overtage verdensherredømmet? Det får vi svar på i ‘Mountainhead’, hvor kvartetten af rigmænd spilles af ingen mindre end Steve Carell, Jason Schwartzman, Ramy Youssef og Cory Michael Smith.
For mens de selv hygger sig med ulvebrøl og at skrive med sprittusch på hinandens torsoer mellem snedækkede bjerge, begynder der at opstå problemer i resten af verden, de forholder sig til på forfærdelig egoistisk vis.
»Den ene oneliner efter den anden udstiller den cringe og selvsmagende bro-lingo«, skriver Soundvenues Morten Kildebæk i sin anmeldelse, der lander på søndag.
‘Mountainhead’ kan ses på Max søndag 1. juni.

3. Carl Mørck er død … Carl Morck er opstanden
Mens nogle kaster sig frådende over alt med Jussi Adler-Olsen-stemplet på, er der helt sikkert også dem, der efter seneste Afdeling Q-filmatisering ‘Den grænseløse’ lider af Carl Mørck og co.-fatigue.
Det på en bred kam slatne udvalg af danske filmatiseringer har jo til gengæld gødet jorden for forbedring andetsteds fra, og hvorfor ikke Skotland, hvor vi nu skal møde den engelske udstødte betjent Carl Morck og hans mordopklarende udskudsteam ‘Dept. Q’?
Historien er i hvert fald nu i hænderne på en bingemester: Scott Frank, der tidligere har stået bag ‘Queen’s Gambit’. Det ville ikke være første gang, briterne bare var lidt bedre til krimi end os.
‘Dpt. Q’ kan ses på Netflix.
Set det hele? Tjek sidste uges anbefalinger.