’Prinsesse i Alanya’: DR-dokumentar om danske kvinders længsel efter tyrkiske mænd stiller tankevækkende spørgsmål
Der var engang en gæv pige fra Jylland, som syntes, at danske mænd var nogle tørre kiks. Derfor pakkede hun kufferten og rejste til Alanya – badebyen, hvor mændene sælger Golce & Dabbana og kærlighed med samme overbevisning.
I P3’s nye dokumentarserie ’Prinsesse i Alanya’ følger vi en håndfuld jyske kvinder, der alle opsøger den såkaldte princess treatment. Den der særlige opvartning, hvor døren holdes for dig, stolen trækkes ud, og kebaben serveres med et kærligt blik.
Josefine fra Nørhalne arbejder hos sin stedfar for at spare op til et liv i Alanya, hvor hun drømmer om en tyrkisk mand og et traditionelt muslimsk ægteskab. Mor bakker op med et »you go girl!« og en symbolsk basarm.
Randers-tvillingerne Johanne og Signe har besøgt Alanya cirka 20 gange siden 2019. De elsker »tyrker-looket« og har lokale bejlere med kælenavne som ‘Søde’, ‘Frække’ og ‘Tynde-Lars’. I modsætning til Josefine er de ikke på jagt efter kærlighed – de gør det for plottet.
Og så er der Filicia fra Vejle, der har fundet sin prins på Instagram. Süleyman arbejder 14 timer om dagen i en tøjbutik, men hun sætter sig gerne på en plasticstol udenfor og ser på ham. Han tænker altid på hende først. Det ved vi, for han trækker hendes stol ud og serverer en rullekebab, før han spiser sin egen.
Men eventyr er sjældent helt lyserøde. Serien kradser i overfladen og spørger indirekte, hvad det er, de tyrkiske mænd kan, som de danske ikke kan – og hvad det koster.
For selvom de danske kvinder fniser ad cheesy pickup-lines som »Gjorde det ondt, da du faldt fra himlen, engel?«, er de ikke naive. De ved godt, at kærlighed og visum nogle gange går hånd i hånd, og at prinsessebehandlingen også har en bagside.
Dokumentaren lykkes særligt godt i sin skildring af det paradoksale rum, mange kvinder bevæger sig i post-MeToo: De vil gerne mødes med initiativ, men ikke domineres. Bejles til, men ikke ejes. I en tid, hvor danske mænd bliver opdraget til varsomhed, og flirten er blevet en minefyldt mark, bliver den virkelige flirt næsten et fremmedartet, ja, ”eksotisk” fænomen.
Det minder om den aktuelle sæson af ’Bachelorette’, hvor den ene hovedperson Emma nærmest bønfalder mændene om at tage initiativ.
Her får ’Prinsesse i Alanya’ sagt noget tankevækkende om et kulturelt og kønnet vadested: For er danske mænd blevet for forsigtige? Eller er de bare belejligt dovne og godt tilfredse med, at spillets regler har ændret sig i en retning, hvor man ikke længere behøver anstrenge sig?
Det bliver også tydeligt, at længslen efter prinsessebehandlingen sjældent handler om at ville underkaste sig patriarkalske mønstre, men snarere om noget så basalt som at blive mødt med hensyn og opmærksomhed. Det er ikke nødvendigvis reaktionært at længes efter en åbnet bildør og en udtrukket stol. Det kan også være en længsel efter at føle sig set i et land, hvor jævnbyrdighed ofte forveksles med følelsesmæssig ligegyldighed.
Det mest insisterende lag dukker imidlertid op i skildringen af mændene. Mænd som Süleyman og Muhamed, der arbejder op til 14 timer om dagen i turistindustrien og sender løn hjem til familier i det sydøstlige Tyrkiet, hvor arbejdsløsheden er høj og mulighederne få.
Muhamed fortæller, at han kom til Alanya som 12-årig og har arbejdet siden. Det er bevægende, men ikke patetisk. Det bliver ikke til en udstilling af fattigdommen. Tværtimod tvinger serien os til at mærke en empati, vi sjældent mobiliserer i relation til mænd, især ikke flirtsultne og charmerende af slagsen i solbriller.
For hvor vi ofte har let ved at føle omsorg for hårdtarbejdende kvinder i det globale syd, skal der mere til, før vi får sympati for mændene i lignende situationer. Måske fordi de på samme tid fastholder et frembrusende mandemandsideal? De flirter, bejler og vil gerne agere forsørger. Og det kolliderer med vores forestillinger om, hvem der har ret til vores omsorg.
På den måde afslører serien en kompleks og ubehageligt overset skævhed i, hvordan vi (ofte ubevidst) fordeler ansvar og empati ud fra køn, klasse og etnicitet. Det skaber også en uventet, men vigtig parallel til vestlige forhold, hvor det oftere går den anden vej:
Hvor mænd finder kvinder fra lavindkomstlande og indleder forhold, der måske/måske ikke bygger på udveksling af social og økonomisk kapital. Det får spørgsmålet om udnyttelse og motiver til at vende tilbage med omvendt fortegn:
Hvornår er kærligheden ren – og findes den overhovedet?
Kort sagt:
’Prinsesse i Alanya’ er mere end en farverig flirtedokumentar. Det er et skarpt portræt af unge kvinders længsel efter at blive set og begæret – og et sjældent blik på de mænd, der lever af at levere det. Serien stiller vigtige spørgsmål om kønsroller, kapital og kulturelle forventninger – og efterlader dig med en uvant omsorg for den slags mænd, vi ellers hurtigt afskriver som players.