SCENEN, DER FIK MIG TIL AT GRÆDE. Måske skyldes det, at jeg er blevet 30, men efterhånden er mit største hadeobjekt folk, der ikke tager deres arbejde seriøst.
Jeg er allergisk over for københavnerbetjening, jeg skuler, når køen ved kassen i Netto sejler, og det er efterhånden en stående joke i min vennegruppe, hvor meget jeg kan brokke mig over det generelle serviceniveau i Italien under vores årlige tur til en filmfestival.
Når jeg her blotlægger denne forbitrede brist, er det for at nå frem til, at der til gengæld heller ikke er meget, som rører mig mere, end når folk gør en dyd ud af deres arbejde.
Og det var nok af den grund, at jeg overrasket tog mig selv i at fælde tårer, da jeg i år genså årtiets efter min mening foreløbigt bedste amerikanske film, ’Top Gun: Maverick’.
Her skal man ikke lægge for meget i filmens patriotisme og indirekte idolisering af det amerikanske militærindustrielle kompleks. Ej heller, at den centrale mission i filmen om at bombe en atomreaktor i et uspecificeret land minder foruroligende meget om Trumps brug af såkaldte bunker buster-missiler mod Irans atomværker tidligere på året.
Nej, det rørende er simpelthen den professionalisme, som filmen både handler om og udstråler i sit tyngdekraftsudfordrende stuntarbejde.
Og særligt én scene giver mig øjeblikkelig gåsehud.
Med livet som indsats
Ved udgangen af filmens andet akt ser det sort ud for Tom Cruises jagerpilot Pete ’Maverick’ Mitchell, der har fået til opgave at træne et hold af unge og sultne Top Gun-piloter til den umulige mission gennem en snoet, fjendtlig bakkedal, hvor en række bomber skal kastes over en atomreaktor, inden fjenden når at få færten af de amerikanske piloter.
Han er ikke lykkedes med at forene holdet af piloter, der konkurrer internt, og overbevise dem om, at missionen kan flyves. Maverick er blevet fyret, og Jon Hamms admiral Beau ’Cyclone’ Simpson har overtaget med en mere moderat flyrute, som måske sikrer, at bomberne møder deres mål, men gør det nærmest umuligt for piloterne at komme ud af missionen med livet i behold.
Det vil Maverick selvfølgelig ikke acceptere, så for anden gang i filmen får han – helt uautoriseret – et fly på vingerne for at bevise, at hans dumdristige mission kan flyves.
Tom Cruises ansigt slår folder på måder, jeg aldrig tidligere har set, når g-kræfterne presser ham rundt i cockpittet, og hans hektiske åndedræt på lydsporet minder om den fysiske kraftanstrengelse, han udsætter sig selv for. Imens følger hans hold af piloter ham via grafik på en skærm, mens de skiftevis spærrer øjnene op, læner sig frem i sædet og tager sig til hovedet i bar begejstring. Jon Hamm skuler ondt.
Og det er altså her, at jeg kan mærke min hals snøre sig sammen og mine øjenkroge blive fugtige. Selv når jeg ser scenen isoleret, må jeg knibe en tåre.
Når lige netop denne scene frembringer en så stor reaktion, skyldes det – tror jeg – den dobbelthed, den repræsenterer.
For Tom Cruise viser ikke bare, at missionen kan flyves, og at verdensfreden kan sikres. Han redder også filmmediet fra dødens krampetrækninger.
Filmkunstens redning
Da ’Top Gun: Maverick’ udkom i biograferne i kølvandet på corona, reddede den mere eller mindre egenhændigt biografkredsløbet med en omsætning på 1,5 milliarder dollars. Cruise beviste, at publikum stadig er villige til at indløse billet, hvis bare håndværket er i top.
I den tråd er det oplagt at se hele filmen, og i særdeleshed denne scene, som en analogi over biografoplevelsen: De måbende piloter udgør et stakåndet publikum, der følger en skuespiller og instruktørs vanvittige bedrifter med en jubel, som sjældent er overgået, siden filmmediets kraft fik folk til at rejse sig i sæderne ved de første filmvisninger i 1890’erne.
’Top Gun: Maverick’ er en opfordring til at skubbe til grænserne for, hvad filmmediet kan – ganske vist inden for det generiske sequelformat, som efterhånden er blevet uomgængeligt i Hollywood, men med et alt andet end generisk værk, der hylder det analoge stuntarbejde og de klassiske Hollywood-dyder.
Med ’Top Gun: Maverick’ drager Cruise og co. en direkte linje til Howard Hawks’ mesterværk ’Only Angels Have Wings’ fra 1939, hvor en gruppe piloter også sætter livet på spil for at gennemføre en halsbrækkende mission, men mest af alt for at bevise over for dem selv, at de kan klare ærterne i håbløse situationer og dermed fastholde den svundne ære, de sætter så højt.
Som cinefil kan man ikke gøre meget andet end at elske Cruises uforfalskede kærlighed til filmkunst af den gamle skole. Og samtidig er der noget ømt i måden, han i sine film hylder kollektive bedrifter, som udgør en oplagt parallel til filmproduktion.
En overset rød tråd i Tom Cruises værk handler om samarbejde. Om at spille hinanden bedre, som en ledelseskonsulent nok ville formulere det. Om – i bedste selvhjælpsstil – at bevise over for sig selv, at man kan lykkes. At stræbe efter det uopnåelige og tro på sine drømme. Og om Cruises megalomane karrierebesættelse: at kontrollere det ukontrollerbare, den største metafor for det at lave film.
Vi så det i den første ’Top Gun’-film og igen i Cruise-højdepunktet ’Days of Thunder’, hvor en racerkører skal lære at stole på sine instinkter efter en nærdødsulykke. Ligesom det også er en hjørnesten i ’Mission Impossible’-serien.
Det er her, Tom Cruise som ikon – og verdens vel nok største skuespiller – går hen og bliver mytisk. En larger-than-life-figur, som redder filmmediet på og uden for lærredet.
Dét er lige til at græde over.
’Top Gun: Maverick’ kan ses på TV 2 Play, HBO Max, Blockbuster og Grand Hjemmebio.