‘The Last of Us’ er slut for nu, og der går formentlig op til et par år, før serien vender tilbage til skærmen igen.
Efter sæsonfinalen har serieskaberne Craig Mazin og Neil Druckmann, der også er hjernen bag spilforlægget, dog lagt nøje overvejelser i, hvordan og hvorledes denne del af historien skulle fortælles.
Ikke mindst om der var andre måder at slutte sæson to på.
»Vi har overvejet alt. Måske skulle vi bare flette historierne sammen (Ellie og Abbys, red.)? Jeg kan huske bare at sige, ‘er at (skifte synsvinkel, red.) ikke en del af genetikken i, hvordan den her historie fungerer?«, udtaler Craig Mazin på et pressemøde i forbindelse med seriens afslutning (via The Hollywood Reporter).
Alligevel blev afslutningen ikke ændret meget, men genkendelig fra spillet, hvor man efter sort skærm og cliffhanger-pistolskud skifter synsvinkel til et flashback med hævneren Abby.
En anden scene fra seriefinalen blev dog gjort mere forstyrrende end i spilforlægget: den voldsomme scene hvor Ellie slår Abbys allierede Mel ihjel. I spillet opdager Ellie nemlig først, at hun er gravid, efter hun har dræbt hende, hvor man i serien har tilføjet, at Mel tigger Ellie om at redde babyen ved at lave et kejsersnit, inden hun dør.
Spil- og serieskaber Neil Druckmann undrede sig over, at medforfatter Craig Mazin mente, at han havde gjort scenen mørkere.
»Der var jeg sådan, ‘hvordan kunne det blive mørkere?’, og da jeg læste det, var jeg sådan, ‘åh ja, det er mørkere’. Men… nogle gange bliver vi nødt til at gå helt derud, og det var vigtigt for det her øjeblik også, at, hvis du hepper på Ellie, føler dig beskidt (…)«, udtaler han ifølge Deadline.
Derudover teaser forfatterne for, hvad vi kan forvente af den kommende sæson, som de forventer bliver længere end den korte sæson to på kun syv afsnit.
Mazin og Druckmann udelukker nemlig ikke, at der i den kommende sæson bliver plads til et gensyn med Joel og broren Tommy, hvor vi ser, hvad de har lavet i årene mellem svampepandemiens udbrud, og da vi møder Joel i sæson et af ‘The Last of Us’.
»I næste sæson kommer vi formentlig til at have meget mere fleksibilitet. Måske en sideløbende tur, hvor vi viser Joel og Tommy, der terroriserer på landet, vi ved det ikke. Jeg ville ikke have gættet, at vi ville få en novelle om Joels far, før vi skrev sæsonen«, udtaler Mazin ifølge The Hollywood Reporter.
Derfor er de også velvidende om, at de løber risikoer, og at serien ændrer sig i hver sæson. Også den kommende tredje.
»HBO forstår, at den her serie kommer til at være en ny serie hver sæson, hvilket er en svær ting at gøre, når du er et hit. Du bliver ved med at kræve af folk, ‘jeg ved du elsker det her, vi tager det fra dig og giver dig det her nu’«, lyder det videre fra Mazin.
»Alt jeg kan sige er, at vi ikke har set det sidste til Kaitlyn Dever, og vi har ikke set det sidste til Bella Ramsey, og vi har ikke set det sidste til Isabela Merced, og vi har ikke set det sidste til en masse mennesker, som på nuværende tidspunkt er døde i historierne«, afrundede ‘The Last of Us’-skaberen.