Det næstøverste navn på plakaten – lige under Benicio Del Toro – vil næppe vække stor genkendelse hos mange publikummer, der tager i biografen for at se Wes Andersons nye film, ’The Phoenician Scheme’.
Alle kender imidlertid 25-årige Mia Threapletons mor: Kate Winslet.
Som datter af den australske Hollywood-stjerne og kunstmaleren Jim Threapleton, der i 90’erne og 00’erne også arbejdede i filmbranchen (blandt andet som instruktørassistent på ‘The Mummy’), tilhører hun den gruppe, internettet gerne stempler som nepo babies. En betegnelse, hun selv nægter at lade sig forbinde med.
Hendes (fra)valg af efternavn understreger, at hun i sin spæde karriere har gjort sit for at holde en balance mellem at trække på morens netværk og selv gøre sig fortjent til rollerne.
Med sin hidtil mest profilerede af slagsen, over for stjerner som Scarlett Johansson, Tom Hanks, Benedict Cumberbatch og Bryan Cranston, får hun nu for alvor sit gennembrud i filmbranchen.
Skånet for Hollywood
Kate Winslet gjorde meget ud af at adskille sin datter fra Hollywood, for morens stjernestatus skulle ikke påvirke hendes liv. Derfor havde Mia ikke det store indblik i, hvad Winslet gik og lavede, da hun eksempelvis var med sin mor i Tyskland, hvor optagelserne til ’The Reader’, som indbragte Winslet en Oscar, fandt sted.
Dermed mener Threapleton ikke, at nepo baby-mærkatet passer særlig godt til hende.
»Jeg føler, det er en misforståelse om mig – i betragtning af hvem min mor er – at folk tror, jeg voksede op med at tage med på filmsets, eller at jeg automatisk ville vide noget om denne verden på grund af hende og det, hun laver«, har hun udtalt til The Daily Mail.

Først som 10-årig gik det op for Mia Threapleton, hvor celeber hendes mor faktisk var. Det skete på en litteraturfestival, hvor Winslet stod for en oplæsning, der havde datteren og en stor mængde dedikerede fans blandt publikum.
»Jeg løb over til hende til slut og sagde: ’Oh my God, mor. Der kom en masse mennesker. En masse mennesker ved, hvem du er!«, fortæller Threapleton i et interview med Vanity Fair.
»Hun sagde: ’Ja, det gør de sådan set’«.
Threapleton har desuden undværet en allestedsnærværende følgesvend, som fylder meget for stort set alle andre unge mennesker på hendes alder. »Jeg har aldrig haft sociale medier. Jeg vil ikke have det. Jeg tror ikke, det ville tjene mit liv særlig meget«, siger hun til Vanity Fair.
Ambitionen om at gå i sin mors fodspor kom først i teenageårene. Som barn drømte hun egentlig om at blive marinbiolog, indtil det gik op for hende, at hun var temmelig dårlig til matematik og naturvidenskabelige fag. Da hun var 13, luftede hun første gang for sin mor, at hun gerne ville være skuespiller.
Winslet var begejstret, men advarede også sin datter om, at det kræver en stor arbejdsindsats at lykkes med den karrierevej. »Det er virkelig hårdt arbejde – men det er derfor, jeg elsker det«, reciterer Mia sin mor i interviewet.

Dette mantra er måske årsagen til, at Mia Threapleton har været så bevidst om at gå nogenlunde under radaren som Winslet-efterkommer i filmbranchen ved at bruge sin fars mindre genkendelige efternavn. Således kunne hun møde castere, der ikke vidste, hun var datter af en Hollywood-stjerne.
»Hun var utroligt støttende over for mit ønske om at gøre det her på egen hånd, fordi det var sådan, hun selv gjorde det«, fortæller Mia til Vanity Fair. »Hun gjorde det på egen hånd«.
Intens mor-datter-præstation
Helt fri har Mia Threapleton dog ikke ligefrem været fra sin mor i starten af karrieren.
Den første filmrolle fik hun som 14-årig i den Alan Rickman-instruerede ’A Little Chaos’, som netop Winslet spillede hovedrollen i.
Seks år senere, i 2020, landede hun sit næste job gennem en klassisk auditionproces – en hovedrolle i indie-thrilleren ’Shadows’, som ikke er kommet til Danmark.
Hendes næste rolle var igen i selskab af Kate Winslet, som hun spillede over for i det intime og BAFTA-hædrede mor-datter-kammerspil ’I Am Ruth’ fra 2022 – et selvstændigt, halvanden time langt afsnit af den britiske antologiserie ’I Am…’ om forskellige kvindeskæbner.
Man må dog sige, at hun her formåede at imponere af egen kraft.

For Threapleton gør stort indtryk som hovedpersonen Ruths 17-årige datter Freya, som kæmper med sit mentale helbred og sit destruktive forhold til sociale medier, der ødelægger hendes selvbillede. Scenerne mellem den både ulykkelige og vrede datter og moren, der bliver ved med at sige de forkerte ting, er virkelig intense – og sågar improviseret frem.
»Jeg blev faktisk bare blæst helt bagover af hende«, har Winslet udtalt til The Daily Mail om samarbejdet med datteren, der helst ikke ville have for mange gode tips fra sin erfarne mor.
»Når det kom til performance, havde hun slet ikke brug for min hjælp. Der var endda øjeblikke, hvor hun så på mig og sagde: ’Hold kæft mor, lad mig gøre det selv!’«.
Wes Anderson straks overbevist
Nu er Mia Threapleton aktuel med karrierens hidtil største rolle – denne gang uden sin mor på settet.
I Wes Andersons nyeste film ‘The Phoenician Scheme’ spiller hun hovedkarakteren Liesl – nonne og datter til Benicio Del Toros rigmandsantihelt Korda, der efter en lang række nærdødsoplevelser vil køre hende i stilling som arving til sit svindleriske markedsimperium.
Threapleton giver forrygende modspil til Del Toros følelseskolde patriark og dennes faste følgesvend samt insektekspert Bjorn, spillet af Michael Cera med tyk norsk dialekt.
Liesl fungerer som fornuftens stemme, når hun reagerer på de mange farverige karakterers gakkede handlinger med skepsis, harme og modstand, men også kristelig tilgivelse.
Hun gemmer desuden på en vis underspillet charme under pokerfjæset, der løsner sig mere og mere, i takt med at hun tillærer sig nogle af sin fars kriminelle værktøjer (herunder en kniv købt i lufthavnen) og Bjorns hang til spiritus.

»Man kunne tydeligt mærke, at hun virkelig tænkte over hvert eneste øjeblik. Hun virkede bare fuldstændig autentisk«, har Anderson sagt til Vanity Fair om Threapletons audition-tape, der stak ud blandt en masse andre og straks overbeviste instruktøren.
»Når man ser den samme scene blive spillet igen og igen af folk, der måske alligevel ikke passer til rollen, så er det helt anderledes at have én, der virker, som om hun er med i en dokumentar og er interessant – det får alting til at stoppe op«.
Michael Cera er måske det komiske es i ’The Phoenician Scheme’, men det er uden tvivl Mia Threapletons veltempererede præstation – et sted mellem deadpan-komik og naturlighed – der giver den vanen tro symmetrisk-stiliserede film hjerte og følelse.
Lige nu har hun ikke nogen fremtidige roller i kalenderen, i hvert fald ikke officielt.
Men mon ikke hendes overbevisende omgang med Andersons A-liste-kumpaner vil åbne flere døre for det store talent.
‘The Phoenician Scheme’ går i biograferne.