‘I Am Ruth’: Kate Winslet og datter er i centrum for en smertefuldt intim fortælling
Det starter med en 15 minutters lang sekvens, hvor Ruth og hendes 17-årige datter Freya går rundt i deres hus og forsøger at gøre sig usynlige – og går fuldstændig i baglås, når de støder ind i hinanden. De kryber langs med væggene, skjuler sig bag døre og skuespiller en naturlig opførsel i en luft så tyk, at den breder sig ud i rummet foran skærmen.
Den næsten ordløse scene – så stemningsmættet, at den er lige ved at sprænge – er højdepunktet i ’I Am Ruth’. Man tager den heldigvis med sig gennem den næste time, den overfladiske vejrtrækning i frygt for at afsløre sig selv.
’I Am Ruth’ er første afsnit i tredje sæson af Dominic Savages antologiserie ’I Am …’, som består af en række halvanden time lange episoder med kvindelige hovedpersoner. Alle afsnit er udviklet i samarbejde med hovedrolleindehaveren. Og’I Am Ruth’ er således blevet til i samarbejde med Kate Winslet. Endnu mere intimt bliver det, idet Winslet spiller over for sin også vildt talentfulde datter, Mia Threapleton.
Det er altid en spændende konstellation, når IRL-familiemedlemmer arbejder sammen på skærmen, men her virker det meget stærkt. Når der krydsklippes mellem Ruth og Freya, er de så lig hinanden, at jeg ofte er i tvivl, om det er mor eller datter, jeg ser i billedet.
Det spejler dramaets kerne, hvor Freyas mentale sammenbrud ikke kan adskilles fra Ruth. Det essentielt skrøbelige i nære familierelationer, hvor den enes lidelse både forårsager og er forårsaget af den andens. Den klaustrofobiske vekselvirkning, der mudres til i én uendelighed, blotlægges smukt og voldsomt.
Men for lige at ridse den konkrete handling op: Freya og Ruth bor sammen i et hus, der er blevet lidt for stort, efter storebror Billy (vildt nuttede Joe Anders, også Winslets barn) er flyttet hjemmefra. Ruth har bemærket, at datteren på det seneste har trukket sig og er blevet tiltagende vanskelig at tale med. Deres interaktioner er akavede høfligheder eller hurtigt eskalerende skænderier, og Ruth kæmper med at finde et sted at placere skylden for den pludselige ændring i deres dynamik – Freyas påklædning, Freyas telefon, hendes egen utilstrækkelighed som mor.
Samtidig forsøger hun at forhindre konflikten i at trænge ud gennem husmurene, så andre opdager den.
Til et skolemøde fortæller Freyas lærer Ruth, at pigens karakterer og engagement er dalende, og opfordrer til, at hun ser en psykolog. Ruth affejer det, men det prikker hul på bylden. Og ud siver betændelsen.
I et særligt rammende skænderi beder Ruth Freya sætte sig ned og spise morgenmad med hende. Da hun nægter, angriber Ruth datterens outfit, som hun kalder slutty, og Freyas pigge rejser sig med lynets hast. Udover at vise en letgenkendelig teenager/forælder-dynamik stikker skænderiet også til middelklassefrygten for, at andre skal tænke noget om os. Det er håbløst ligegyldigt, i forhold til hvad der er på spil, men det letteste for den afmægtige Ruth at gribe fat i; noget genkendeligt.
Ruth skrider til handling, da hun opdager, at Freya har skåret i sig selv. Moren bryder hulkende sammen og kører datteren til den psykiatriske skadestue, hvor en dygtig sygeplejerske endelig stiller Freya de rigtige spørgsmål.
Popkulturen har forståeligt haft svært ved at bearbejde selvskade på en måde, som favner både det forpinte, det performative og den iboende skam, men det lykkes her, hvor de pårørendes blik indrammer handlingen med ømhed og alvor.
Jeg har ikke lyst til at dvæle for meget ved det, men gennem filmen løber også en temmelig uforløst tråd om sociale mediers rolle for Freyas tilstand. Nogle gange virker de pågående notifikationslyde som en manifestation af hendes påtrængende tankemylder, og det giver mening, at de sociale medier er til stede, når Freyas selvbillede forvrænges.
Det ærgerlige er, da Ruth i slutningen af afsnittet opdager noget uspecificeret digital mobning på Freyas mobil. Det ender lidt, som når man i slutningen af en gyserfilm ser monsteret, og det forekommer underligt banalt i forhold til det egentlige monster, angsten. Her virker SoMe-afhængigheden reducerende på Freyas sygdom.
’I Am Ruth’ er dog stadig en indsigtsfuld, kompleks fortælling om at være nært pårørende til de tidlige stadier af psykisk sygdom.
Hvor alle må tilgives for deres fejltrin. It’s a learning curve.
Kort sagt:
Kate Winslet og datteren Mia Threapletons samspil i ’I Am Ruth’ er et smertefuldt, grænseoverskridende intimt portræt af et mor/datter-forhold, der ændrer form, da psykisk sygdom kommer snigende.