Med ‘Prey‘ præsterede Dan Trachtenberg for tre år siden at lave en vellykket, brutal og spændende prequel til den ellers på det tidspunkt idéforladte ‘Predator’-franchise.
Tidligere i år fortsatte instruktøren succesen med den ligeledes roste animationsfilm ‘Predator: Killer of Killers’, og til efteråret skal han forsøge at fuldende hattricket med storsatsningen ‘Predator: Badlands’, som netop har fået sin første lange trailer.
Her ser vi Elle Fanning som en snakkesalig androide, som slutter sig til og oplærer en ung, uerfaren Predator (spillet af Dimitrius Schuster-Koloamatangi), der er blevet forvist fra sin klan.
‘Predator’-franchisens antagonist er med andre ord nu en protagonist, vi umiddelbart holder med. Det lyder forfriskende.
Den originale fortælling har Trachtenberg skrevet sammen med Patrick Aison, som også stod bag ‘Prey’-manuskriptet.
‘Predator: Badlands’ kommer i biograferne 6. november.
