’The Predator’: Underholdende, men rodet 80’er-revival-tjubang
’Predator’ fra 1987 med Arnold og den delfin-gnækkende alien i junglen er indbegrebet af actiongenren, som vi kendte og elskede den i 80’erne: En bande af badasses, sort humor, håbløse oneliners og eksplosioner i spandevis.
Siden har Predator-franchisen levet et nogenlunde liv med to fortsættelser (samt yderligere to, hvis man inkluderer ’Predator vs. Alien’-filmene), og nu er tiden så kommet til endnu en dans i manegen med de dreadlocks-usynlige rumvæsener. Hvorfor kan man spørge? Men i disse reboot- og remake-tider er spørgsmålet om relevans vel sat så meget til side, at man næsten ikke orker at gå mere ind i det.
Under en mission i Mexico er den hårdkogte, tidligere lejesoldat Quinn McKenna (Boyd Holbrook) vidne til et mystisk styrt fra skyerne foroven. McKenna er retfærdighedens mand, fornuftens urokkelige helt, en hård og uknækkelig fyr med en søn og et forlist ægteskab tilbage i USA. Med andre ord – vi kender typen. Så han trodser naturligvis enhver logik og bevæger sig hen for at undersøge ståhejet nærmere.
McKenna står nu ansigt til ansigt med en Predator. Efter lidt kamp får han fat i noget af Predators teknologi, som han sender tilbage til USA, og som så uheldigvis havner i hænderne på konen (Yvonne Strahovski) og sønnen Rory (Jacob Tremblay). Sidstnævnte lider af en form for autisme, som, tja, både belejlig- og uheldigvis gør ham i stand til at tænde og bruge disse fremmede teknologiske dimser: En hjelm og en rumrustning-del, som behændigt iklædes til Halloween.
Så nu er Rory på både regeringen, militæret og rumvæsenets radar. Og så er plottet ligesom i gang. Far-McKenna, nu i spidsen for en gruppe rablende rebeller og en kvindelig læge, skal redde sin søn, og således udskiftes jungle med parcelhuskvarter.
Det er der såmænd ikke noget nyt i. Men men… Som undertitlen på denne nye Predator lover: »The hunt has evolved«. For det er nemlig ikke kun militæret, som jagter Rory og rumvæsnerne, som også jagter Rory, som alle jagtes af McKenna og dennes rablende rebeller. Nej, disse Predators har nemlig udviklet sig ved at stjæle dna fra de væsener, de dræber på de planeter, de besøger (heriblandt jorden), og hermed indgår de i en ny evolutionsfase.
Og denne første Predator, som styrtede ned i starten af filmen, han er så en oprører, som er taget til jorden for at give menneskene et våben, som kan bruges mod disse nye udviklede Predators. Så i denne jagt jagter Predators nu også Predators… #forvirret.
Læg hertil det politiske addendum, at klimaforandringerne snart vil udrydde menneskene og skabe et klima, som er favorabelt for disse aliens, hvorfor de har udset sig jorden som et fremtidigt hjem.
Instruktøren bag denne nye ’The Predator’, Shane Black (der i øvrigt medvirkede som skuespiller i den originale film), er Hollywood-kongen af actionkomedie som 80’er-legendarisk manusforfatter bag ’Dødbringende våben’, ’The Last Action Hero’ og ’The Last Boy Scout’ (og siden instruktør af den herlige buddy-komedie ’Kiss Kiss Bang Bang’). Og han følger nu formlen med ’The Predator’.
Problemet er bare, at humoren og actionen denne gang kæmper mere mod end med hinanden. Det føles som et kludetæppe. Og når man så ovenikøbet har et labyrintisk, nærmest uforståeligt handlingsforløb fremstår filmen sine steder underholdende og genretro, andre gange forvirrende og fjumret.
Den starter ellers for fuld skrue med 3D og eksplosioner. Men ganske hurtigt ramler korthuset, og man efterlades med et betydeligt rod og plothuller så store som møllehjul, der drukner i action og plat sort humor leveret i betydningsløse oneliners på samlebånd. Shane Black følger sin velkendte opskrift, men retten smager bare knap så godt, som man kunne have håbet. Slutningen afstedkommer et skælmsk smil, mens man tager sig til hovedet.
Kort sagt:
’Predator’ er en underholdende film, som desværre fortaber sig i rodet og klichéfyldt plot. Fans af action og humor skal nok finde sig til rette trods alt.
Læs også: Overgrebsdømt skuespiller klippes ud af ‘The Predator’