’The Toxic Avenger’: Gakket reboot af kultklassiker er lige så beskidt og blodbesudlet som originalen
FILM. Få filmstudier har kastet sig så helhjertet ud i at dyrke den dårlige smag i blodsprøjtende, humoristiske og økonomisk spartanske B-film som Lloyd Kaufman og Michael Herz’ Troma Entertainment.
Siden 1974 har Troma udsendt et væld af skræddersyede midnight movies som ’Poultrygeist: Night of the Chicken Dead’, ’Class of Nuke ‘Em High’, ’Mother’s Day’, ’Killer Condom’ og ’Tromeo and Juliet’.
Deres største succes var den galsindige superhelteparodi ’The Toxic Avenger’ fra 1984. Den handler om det socialt akavede mobbeoffer Melvin, der arbejder som rengøringsassistent i en fitnessklub i den fiktive by Tromaville, indtil han forvandles til en mutant med superkræfter og tager hævn og bekæmper byens kriminalitet.
Visse elementer fra historien går igen i Macon Blairs (’I Don’t Feel at Home in This World Anymore’) hypede reboot af samme navn, der netop er blevet vist på årets Blodig Weekend-festival, og hvor Lloyd Kaufman og Michael Herz stadig figurerer som producere. Men heldigvis er filmen alt andet end en fantasiløs genindspilning.
Hovedpersonen hedder for det første ikke Melvin længere. Han hedder Winston Gooze (Peter Dinklage), men han er stadig en undseelig og desillusioneret rengøringsassistent, der arbejder for medicinalfirmaet BTH (Body Talk Healthstyle).
Derhjemme forsøger Winston efter bedste evne at leve op til faderrollen for sin teenage-stedsøn Wade (Jacob Tremblay), efter hans kone og Wades mor døde af kræft. Uheldigvis bliver Winston selv diagnosticeret med uhelbredelig kræft, og han ender med at tigge den slibrige og korrupte BTH-boss Bob Garbinger (Kevin Bacon) om hjælp til at finansiere kræftbehandlingen, hvilket ikke ligefrem falder i god jord.
I stedet ender han på bunden af en container med giftigt affald, hvorefter han genopstår som superhelten The Toxic Avenger og udvikler en smag for blodig retfærdighed.
Blairs reboot adskiller sig mest fra den løsslupne originalfilm ved, at historien er lidt mere konventionelt bygget op. Den har en reel følelsesmæssig kerne mellem Winston og Wade, som ikke glider helt naturligt i hak med resten af filmens skøre plot og eksplosive tone. Første tredjedel kæmper derfor med et sløvt tempo.
Men da Winston endelig forvandles til ”Toxie”, hæves underholdningsværdien, og vi bliver mindet om, at vi er i Troma-land med al den groteske humor og overdrevne vold, man forventer.
Er du blodforskrækket eller bare den mindste smule i tvivl, om du kan klare den store mængde gore og splat, bør du holde dig langt væk. Det flyder nemlig over med store mængder teaterblod og afrevne kropsdele, alt sammen serveret med et selvbevidst og smådiabolsk smil fra folkene bag.
Vi er ikke i en skala a la ’Terrifier’, men effekterne får ikke for lidt, når Winston svinger sin radioaktive gulvmoppe og makabert flår kæbepartiet af en (trods alt …) kriminel.
Castet virker til at have hygget sig gevaldigt under optagelserne, og det smitter. Dinklage og Tremblay leverer solide, jordbundne præstationer, mens de skøre biroller får lov at stjæle showet.
Bacon er i sit es som ynkelig, egocentreret medicinalmogul, og Elijah Wood er næsten uigenkendelig som hans bror og sikkerhedschef Fritz – en bleg skikkelse, der ligner en krydsning mellem Gollum og Oswald Cobblepot, og som leder en tåbelig bande/rockgruppe ved navn The Killer Nutz.
Humoren har også fået en frisk overhaling. Satiren rammer både big pharma, miljøsvineri og anti-woke-bevægelser. I en af filmens sjoveste scener har en gruppe terrorister (nærmest revet direkte ud fra 4chans ekkokamre) tilfangetaget en række gidsler, og deres rablende krav er, at restauranten Miss Meat skal ændre navn tilbage til det oprindelige Mister Meat.
For »sådan har det altid været«!
Kort sagt:
Macon Blairs opdatering af ’The Toxic Avenger’ er måske muteret i udtryk, humor og fortælling, men forbliver tro mod originalens B-films ånd. De gradvist mere gakkede og blodige scenarier eskalerer i en klassisk Troma-oplevelse.