Colin Farrell sætter alt på spil i Oscar-vinders nye Netflix-film – se den neonfarvede trailer til ‘Ballad of a Small Player’

Colin Farrell sætter alt på spil i Oscar-vinders nye Netflix-film – se den neonfarvede trailer til ‘Ballad of a Small Player’
Colin Farrell i 'Ballad of a Small Player'. (Foto: Netflix)

At han blev rygtet til at instruere den næste James Bond-film (som gik til Denis Villeneuve) understreger ganske tydeligt, at tyske Edward Berger er en af Hollywoods varmeste instruktørnavne lige nu.

Han har allerede bevist sit værd med den tyske antikrigsfilm ‘Intet nyt fra vestfronten’, der vandt fire Oscar-priser, og den anmelderroste pavethriller ‘Konklave’, som måtte nøjes med en enkelt statuette oven på otte nomineringer.

Nu har Netflix, der også producerede ‘Intet nyt fra vestfronten’, delt første trailer til Bergers næste film, skriver Deadline.

‘Ballad of a Small Player’ er titlen på den psykologiske thriller, der er skrevet af Rowan Joffe (’28 uger senere’, ‘The American’), baseret på Lawrence Osbornes roman af samme navn.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Colin Farrell spiller hovedrollen som den professionelle gambler Lord Doyle, der forsøger at holde lav profil på den kinesiske ø Macau, efter han er havnet i en stor gæld.

At dømme efter traileren kan han dog ikke lade være med at sætte alt på spil i de intense pokerspil, som det neonfarvede casino-mekka tilbyder.

Farrell får selskab af Tilda Swinton som en privatdetektiv i hælene på hovedpersonen samt Fala Chen (‘Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings’) som en casinomedarbejder, der muligvis kan give ham en livline.

Berger er allerede i gang med næste film, ‘The Riders’, som har Brad Pitt i hovedrollen.

‘Ballad of a Small Player’ lander på Netflix 29. oktober.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af