’Wednesday’ sæson 2 del 1: Jenna Ortega minder os om, hvorfor vi forelskede os i hende

Vi er vist mange, der har crushet på Jenna Ortega, siden hun for tre år siden skabte TikTok-historie med sin dans til The Cramps’ ’Goo Goo Muck’ og indtog rollen som den ikoniske brat Wednesday Addams.
Nu er både den gode musiksmag, Tim Burtons kærlighedserklæringer til livets udstødte og den sortklædte antihelt med forfatter- og udbryderdrømme langt om (meget-meget) længe tilbage i en veloplagt efterfølger.
Heri er æstetikken endnu engang lige så betagende som dens stoiske og morbide titelfigur, der – som unge piger med fletninger er flest – er møgstærk og klar til at kæmpe mod autoriteter og for dét, hun tror på.
Wednesday tror som bekendt på hård, sadistisk afstraffelse og egne clairvoyante evner, og begge dele har hun pudset i løbet af sin sommerferie. Men nu kalder Nevermore Academy, kostskolen, hvor studieaktive outcasts er indskrevet.
Her ligner meget sig selv – og alligevel er alt helt anderledes.

Efter Larissa Weems tragiske bortgang (fuck you, Christina Ricci aka psyko-damen Marilyn Thornhill) sidder den brand- og pengeorienterede Principal Dort (en grineren Steve Buscemi) nu på magten og rektors kontor, og efter Wednesday i forrige sæson reddede dagen og løste monstermysteriet har den selvbetitlede efterforsker nu fået vaskeægte stjernestatus og fans.
Gæt selv om det huer den asociale emo?
En tilværelse fuld af små stalkere med boundary issues og usynlighedstalenter viser sig dog ikke at være helt dum. For i et ildevarslende syn har hovedkarakteren oplevet sin candyflossagtige roomie Enids (Emma Myers) kommende død, og i et forsøg på at forhindre drabet får Wednesday ikke blot brug for en hjælpe hånd i form af sit abjekte sidekick Ting, men også fra sine overnaturlige ’venner’.
Dem er der i øvrigt rigeligt af i denne anden sæson af Netflix-hittet, hvor der er skruet op for magien, og hvor det hele begynder at lugte lidt af en ménage à trois mellem ’Harry Potter’, ’Chilling Adventures of Sabrina’ og Disney Channels’ ’Descendants’ – noget måske særligt det unge publikum vil sætte pris på.
For ja, ’Wednesday’ er rigtignok møgklam (Haley Joel Osment som det indledende afsnits uhygiejnisk og dukkebegejstrede massemorder giver gagfornemmelser). Men Netflix-hittet er (fortsat) en underholdende coming of age-serie rig på hæderlige budskaber for hele familien.

Og familie er da netop et nøgleord i denne anden omgang, der ikke blot puster nyt lækkert liv i et af de mest quirky og unikke dynastier of all time, men som ligeledes beskæftiger sig med slægtsskab på tværs af tid, sted og standpunkter.
Wednesdays belastede relation til sin fashionable femme fatal-mamacita, Morticia (the one and only Catherine Zeta-Jones), er i hovedfokus i en overordnet fortælling om forældres (kvælende?) greb om deres børn, og hvordan ’gaver’ a la synske evner og interne forkvaklede forhold kan nedarves.
Apropos arv så er Tim Burtons kunstneriske dna fortsat hypernærværende – ja, denne gang beriges serien sågar med en lille animeret perle, der trækker tråde fra Burton’ske klassikere som ’The Nightmare Before Christmas’ (instrueret af Henry Selick, på forlæg af Burton) og ’Edward Scissorhands’. En vidunderlig gotisk fornøjelse.

Hverken spændings- eller mysteriedelen fungerer desværre lige så godt som i forrige sæson, men man kan håbe, at det bliver bedre i sæsonens anden del.
Og hvis ikke må man jo bare bruge energien på at frydes over den groteske humor og de skønne karakterer, der udover de allerede nævnte blandt andre tæller pappa Gomez (Luis Guzmán), onkel Fester (Fred Armisen) og en ok-nuttet zombi.
Det er dog alligevel Ortegas skarptungede og utilnærmelige, men alligevel følsomme Wednesday, der er gyserkomediens pride and sarcastic joy.
Uden at blinke (altså, ægte) hiver hun os medrivende rundt i mørke skove og endnu mørkere afkroge af sjælen og samfundets ekskluderingsprocesser, og med charme og skuespilmæssig overlegenhed minder hun os om styrken i det skæve – og hvorfor en hel verden forelskede sig i hende.
Kort sagt:
Jenna Ortega imponerer nok engang i rollen som mørkets (og Nevermore Academys) fyrstinde i Netflix’ æstetisk skarpe ode til outcasts og veloplagte fortælling om familiedynamikker og det brutale teenageliv.
Anmeldt på baggrund af hele første del af anden sæson. Del 2 får premiere på Netflix 3. september.