Det er efterhånden 10 år siden, at Hannibal Lecter-serien ‘Hannibal’ med Mads Mikkelsen som den titulære kannibal blev lukket ned af NBC efter tre sæsoner.
Men fanbasen – de såkaldte fannibals – har holdt kærligheden til den morbide serie i live, og Mads Mikkelsen har flere gange udtrykt, at han er meget åben over for at vende tilbage til en af sine mest roste roller i karrieren, hvis en fjerde sæson kan finde et nyt hjem.
Serieskaberen bag, Bryan Fuller, har heller aldrig opgivet kampen for en genoplivning, men foreløbigt uden held.
I et nyt interview med Screen Rant udtrykker han, hvad der er hans absolutte største drøm i øjeblikket:
At fortsætte ‘Hannibal’-universet med en serie baseret på ‘Silence of the Lambs’, hvor Zendaya indtager rollen som FBI-agenten Clarice Starling over for Mads Mikkelsen Lecter.
»Hvis jeg kunne sætte hvad som helst ind i universet, ville jeg sætte dét ind i universet«, siger han.
Som bekendt indtog Jodie Foster rollen som Starling i Jonathan Demmes klassiker fra 1991, hvor Anthony Hopkins på legendarisk vis spillede den intellektuelle kannibal.
Problemet er lige nu, at Bryan Fuller ikke har rettighederne til ‘Silence of the Lamb’-materialet – det har MGM – men hvis han får Zendaya med på vognen, mon så ikke at det Amazon-ejede selskab ville være klar på at komme til forhandlingsbordet.
Til gengæld kan man måske gætte på, at Zendaya lige nu er for stor til at ville tage et sådant projekt på sig. Ud over gennembrudsserien ‘Euphoria’ er det i hvert fald mere filmmediet, hun virker til at søge i disse år. Men man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig.
Bryan Fuller og Mads Mikkelsen fortsætter lige nu samarbejdet på anden vis. Danskeren spiller således hovedrollen som en lejemorder i Fullers spritnye film ‘Dust Bunny’, der netop har haft verdenspremiere på Toronto Film Festival.
