Sidst Bryan Fuller og Mads Mikkelsen arbejdede sammen, kom der en vaskeægte kultserie ud af det i form af ’Hannibal’, hvor Mikkelsen som bekendt spillede Hannibal Lecter – en rolle, der affødte de dedikerede fannibals, der stadig i dag dyrker serien.
Tilbage i slutningen af 2022 blev det afsløret, at duoen igen ville slå sig sammen til Fullers spillefilmsdebut ’Dust Bunny’ – og først nu, næsten 3 år senere, er det færdige værk inden for rækkevidde.
Filmen har i forbindelse med sin verdenspremiere på Toronto International Film Festival i nat fået en trailer, der giver en god indikation af, at man kan forvente et visuelt festfyrværkeri:
Mikkelsen spiller en lejemorder, der kontaktes af den 10-årige pige Aurora. Hun er, som mange andre børn, bange for monstrene under sin seng. Hun har så også god grund til det, for hun har overværet sine plejeforældre blive spist af et – og nu vil hun have hjælp til at få hævn.
De to former et venskab i bedste ’Léon’-stil og begiver sig ud på lidt af et eventyr, som også bringer dem forbi karakterer spillet af blandt andre Sigourney Weaver og David Dastmalchian.
’Dust Bunny’ får amerikansk biografpremiere den 5. december, mens vi stadig afventer en dansk premieredato.
