»Mareridtet er ovre«: Late night-kollegaer fejrer Jimmy Kimmels tilbagevenden

»Mareridtet er ovre«: Late night-kollegaer fejrer Jimmy Kimmels tilbagevenden
Jimmy Kimmel. (Foto: PR)

I aftes meddelte Disney, at ’Jimmy Kimmel Live!’ vender tilbage til skærmene efter en kort suspendering, der udløste oprør i Hollywood, debatter om ytringsfrihed og censur samt kritik af Trump-administrationens metoder.

Nyheden om Kimmels tilbagevenden har omvendt nu også udløst stor jubel (og svidende jokes) blandt værtens late night-kollegaer.

I gårsdagens udsendelse af ’The Late Show’ erklærede Stephen Colbert, at »vores nationale late-mareridt er ovre« efterfulgt af bifald fra publikum. I august blev det annonceret, at Colberts show stopper til maj næste år efter 32 år på skærmen – så helt ovre er det alligevel ikke.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Også Jon Stewart har bakket op om ’Jimmy Kimmel Live!’, og i mandagens ’The Daily Show’ sendte han kærlige stikpiller til omverdenens stærke reaktioner på Kimmels fyring, der blandt andet omfattede et forsøgt boykot af Hulu og Disney-produkter.

»Tillykke. I lod alle sammen som om, I ville afmelde jeres abonnementer, mens I bingede fire sæsoner af ’Only Murders in the Building’ i smug«, jokede han.

»Er det ikke interessant, hvor langt Disney rager ind i jeres hverdag? Det er én ting at afskrive Disneys krydstogter, men fandme ikke Avengers!«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
@thedailyshow Jon Stewart has some good news about Jimmy Kimmel, and some bad news for Tylenol #DailyShow #JimmyKimmel #Tylenol #JonStewart ♬ original sound – The Daily Show

Seth Meyers ’Late Night’-udsendelse addresserede også diskussionen om ytringsfrihed, som Kimmels suspendering udløste:

»En massiv national modstand til Trumps krænkelse af ytringsfriheden – selv blandt konservative. Jeg har ikke set meningsmålingerne endnu, men hvis du spørger amerikanere om deres præsident bør diktere hvad tv-værter må sige, vil jeg gætte på, at tre procent vil sige ja«.

Netop retten til det frie ord er hovedbudskabet i et åbent brev, som 400 Hollywood-kendisser ifølge The Hollywood Reporter underskrev i protest mod Kimmels fyring. I brevet står der blandt andet, at »regeringen praktiserer præcis den type hårdhændede censur, som vores forfatning retmæssigt forbyder«, og det er signeret af prominente folk som Tom Hanks, Meryl Streep, Robert De Niro, Jennifer Aniston, Jason Bateman med flere.

’Jimmy Kimmel Live!’ vender tilbage tirsdag aften amerikansk tid, hvor det bliver interessant at se, hvad hovedpersonen i hele miseren selv siger til sagen.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af