Én af TV 2’s nye bachelors vil vist hellere sælge foredrag end på date

’Bachelor’ er tilbage, og i de tre første afsnit virker det til, at nogle er kommet for karrierefremstød mere end for kærligheden.
Én af TV 2’s nye bachelors vil vist hellere sælge foredrag end på date
'Bachelor'. (Foto: Lotta Lemche/ TV 2)

SÅ DU DET? Efter tre års pause er ’Bachelor’ tilbage på TV 2. Og årets ungkarle er to entreprenante hjemmefødninge.

31-årige Christian, der må være Holstebros svar på Thor (engelsk udtale), er tømrer og gusmester. 28-årige Nicklas fra Fredericia har cyklet verden rundt og dykket med spækhuggere – det holder han foredrag om.

Selvom Nicklas på papiret er den berejste, er det Christian, der er verdensmanden. Han er mere end almindeligt glad for indskudte engelske sætninger, og hvad kan jeg sige: »Like mother, like son«. Da Christian ringer op til sin, efter eget udsagn, »goofy« mor, kvitterer hun med et: »What is going down?« Han er på udkig efter en mage som mutti – en goofy girl, han kan dele en flaske »chardornay-nay« med.

For at holde mig i Christians lingo vil jeg beskrive Nicklas som sæsonens pick me boy. Han er angiveligt introvert og skilter med at være det. Han vinder pigernes gunst ved at give den som en sky Troels Kløvedal på to hjul, der – modsat programmets præmis – helst ikke inviterer på date, men bliver inviteret.

‘Bachelor’. (Foto: Lotta Lemche/ TV 2)

Nicklas tager Skovnissen Bradshaw (Amalie) med på første date og fortæller, at han godt kan lide tilbageholdende kvinder, men hun lever efter det velkendte mantra: »Alt godt kommer ikke til den, der venter«. Kom igen, Nick – Skovnissen går i Manolo Blahniks og vil frem i verden.

Datingprogrammer i Danmark rider lige nu på en hypebølge på størrelse med Ninas kærlighed til spækhuggere og Lucias forargelse over afbrydelser. Derfor er programmerne ikke kun godt fjernsyn, men for deltagerne også en mulighed for at slå et nyt levebrød op. ’Bachelor’ og ’Bachelorette’ har fremavlet en god sjat influencere og sågar en tv-vært.

Derfor kan jeg ikke afholde mig fra at scanne deltagerne med et Nicklas-intenst blik for at afkode, om de er kommet for kærlighed eller karrierefremstød. Blandt kvinderne er den åbenlyse karrierekanon Jeamilla. Hendes mellemstore TikTok-profil vil gro følgere, hurtigere end hun får tanlines mellem afsnit to og tre.

‘Bachelor’. (Foto: Lotta Lemche/ TV 2)

Hvad angår bachelorerne, lader det til, at Nicklas er kommet for at sælge foredrag, mere end han er kommet for damerne. Han sælger sig som den store kommunikatør ved at gå meta på sine følelser og tage ordet på en måde, så Petra Nagel bliver arbejdsløs.

Men for at besvare Mother Goofys spørgsmål: What’s going down? Der er gode frekvenser, som Bianca vil sige det, men vi skal lige i gang. Kvindernes albuer er ikke for alvor spidset, og mændenes parader er ikke sænket.

Jeg håber, Nicklas kan abstrahere fra mersalg i foredragsbiksen, og at Christian kommer mere på banen. Blandt kvinderne er der flere frembrusende personligheder i castet, og det trækker op til, at sæsonen på sigt kan blive både underholdende og tåkrummende.

Jeg bliver i hvert fald hængende.

Bachelor’ kan ses på TV 2 Play.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af