James Gunns rebootede D.C. Universe udvider til sommer med anden spillefilm efter dette års velmodtagede storfilm ’Superman’.
Denne gang er superheltens kusine i centrum. Milly Alcock, kendt fra ’House of the Dragon’, indtager rollen som Kara Zor-El aka ’Supergirl’ – og hun har tydeligvis et alkoholproblem.
I den nye trailer vågner superpigen i hvert fald op i en rodet lejlighed med solbriller i håret, mens hunden Krypto bruger Supermands pralende avisforside som toilet.
James Gunn, der både instruerede ’Superman’ og er chef for hele D.C.-franchisen, har tidligere beskrevet ’Supergirl’ som et »space adventure«. Med Blondies 80’er-hit ’Call Me’ som soundtrack og det ydre rum som arena ligner ’Supergirl’ da også mere en af Gunns ’Guardians of the Galaxy’-film end en ’Superman’-opfølger.
Traileren introducerer tilmed et slæng af pirat-lignende karakterer, der unægtelig minder om Guardians Ravagers.
’Supergirl’ er instrueret af Craig Gillespie, der tidligere har stået bag film som ’I, Tonya’, ’Lars and the Real Girl’ og ’Dumb Money’.
Traileren giver også første lille forsmag på Jason Mamoas nye rolle efter ’Aquaman’-filmene. Han optræder således som antihelten Lobo, der i DC-tegneserierne er et rumvæsen fra planeten Czarnia, der arbejder som lejemorder og dusørjæger.
Filmen har fået undertitlen ’Woman of Tomorrow’, hvilket lægger sig op ad ’Superman’-opfølgeren ’Man of Tomorrow’, der er sat til at udkomme i sommeren 2027.
’Supergirl’ får biografpremiere 25. juni 2026.
