En af gysergenrens klassiske filmskurke bliver genoplivet i år. Det markeres med første trailer til ‘Lee Cronin’s The Mummy’, som netop er landet, skriver Deadline.
Her er tale om en nyfortolkning af Universals klassiske mumiefranchise, der går helt tilbage til ‘The Mummy’ fra 1932, hvor Boris Karloff spillede en balsameret ægypitsk farao vækket fra de døde.
Franchisen er i dag nok mere kendt for den action-orienterede retning, den tog i 1999 med ‘The Mummy’, der havde Brendan Fraser i hovedrollen og fik to efterfølgere. Man forsøgte sig i 2017 med et fejlslagent Tom Cruise-reboot, og siden har universet været uberørt.
Men nu står instruktørtalentet Lee Cronin altså bag et nyt reboot, der går tilbage til gyserrødderne. Han instruerede senest en anden franchise-genoplivning i form af ‘Evil Dead Rise’. Horrormestrene James Wan og Jason Blum producerer.
Den nye film handler om pigen Katie, som forsvinder sporløst i ørkenen. Otte år senere bliver hendes splittede familie chokeret, da hun vender tilbage til dem. Og det, der burde have været en lykkelig genforening, udvikler sig til et levende mareridt.
‘Lee Cronin’s The Mummy’ får biografpremiere 16. april.
