‘Euphoria’-skuespiller Eric Dane medvirkede i amerikansk udgave af ‘Det sidste ord’ før sin død

‘Euphoria’-skuespiller Eric Dane medvirkede i amerikansk udgave af ‘Det sidste ord’ før sin død
Eric Dane i 'Famous Last Words' (Foto: Netflix)

Torsdag gik 53-årige Eric Dane bort efter en kamp mod nervesygdommen ALS. Siden har Netflix lanceret ‘Euphoria’- og ‘Grey’s Anatomy’-skuespillerens sidste interview.

Dane medvirkede nemlig i ‘Famous Last Words’, Netflix’ amerikanske udgave af Mikael Bertelsens danske programserie ‘Det sidste ord’. Han er remakets anden gæst efter Dr. Jane Goodall.

I det lange videointerview slutter Dane ifølge Variety af med en besked direkte til sine to døtre, Billie og Georgia.

»Disse ord er til jer. Jeg prøvede. Jeg snublede nogle gange, men jeg prøvede. Alt i alt havde vi det fantastisk, ikke? Jeg husker alle de gange, vi tilbragte på stranden – jer to, mig og mor – i Santa Monica, Hawaii, Mexico. Jeg ser jer for mig nu, legende i havet i timevis, mine små vandbørn. De dage var, pun intended, himlen«, siger Dane, hvorefter han deler fire livsråd, som han har lært af sin tid med den alvorlige sygdom.

De går på at leve i nuet, at forelske sig i nogen eller noget, at vælge sine venner med omhu og, slutteligt, aldrig at give op.

»Billie og Georgia, I er mit hjerte. I er mit et og alt. Godnat. Jeg elsker jer. Det er mine sidste ord«, afrunder han.

Før sin død nåede Dane også at medvirke i den kommende tredje ‘Euphoria’-sæson, der får premiere 13. april.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af