’Iron Lung’: YouTube-stjernes blodige gyser hæmmes af én ting – ham selv

FILM. Mens ’Backrooms’ og ’Obsession’ går deres sejrsgang i biograferne verden over, er der en tredje gyser, der ikke har fået den opmærksomhed, den ellers har fortjent.
Mark Fischbach er bedre kendt under sit YouTube-handle Markiplier, hvor han blandt andet gennem flere år har filmet sig selv spille utallige spil. Han var en de første til at gå i clinch med ’Five Nights at Freddy’s’-spillet, og hans videoer har været en stor del af, hvorfor spilserien blev så populær.
Blandt de mange spil, Markiplier har hygget sig med, var der ét, som bed sig ekstra meget fast i ham.
’Iron Lung’ er et primitivt horrorspil i en dystopisk fremtid. Hele universet er ved at dø ud, og de få klynger af mennesker, der er tilbage, leder desperat efter forklaringen på, hvad der er sket, mens de hungrer efter forsyninger for at kunne overleve.
Man spiller en unavngiven fange, som for at få sin frihed skal udforske et blodhav på en måne i en rusten minibåd, den titulære ’Iron Lung’. Som spillet udfolder sig, står det dog klart, at man ikke er alene nede i dybet.

Fischbach annoncerede i 2023, at han ville adaptere spillet til en film med sig selv som instruktør, manuskriptforfatter og hovedrolleindehaver.
Men ’Iron Lung’ er bestemt ikke nogen ’Citizen Kane’, og Mark Fischbach er ikke Orson Welles, selv om det afdøde filmikon ville være stolt af youtuberens entreprenørskab.
Han har nemlig selv udgivet filmen i biograferne og får dermed en lang større del af ’Iron Lung’s indtægt, end hvis der var et filmselskab og en distributør indover.
Foreløbigt har filmen indspillet flotte 50 millioner dollars på verdensplan (mod et budget på tre-fire millioner dollars), og det er her, Markipliers enorme fanskare kommer i spil, som – ikke ulig ved fænomenerne ’Obsession’ og ’Backrooms’ – er strømmet til biograferne for at se, hvad deres YouTube-helt har fået ud af det spændende forlæg.
Lige så god Mark Fischbach er i sine videoer, lige så begrænset en skuespiller er han desværre.
’Iron Lung’ foregår næsten udelukkende om bord på miniubåden, og derfor kræver det en skuespiller med stærke evner til at sælge dramaet. Sådan som Sam Rockwell gjorde det i ’Moon’ og Jakob Cedergren i ’Den skyldige’.
Fischbach er stiv og karikeret og leverer sine replikker overdrevet og teatralsk.
Fotograf Philip Roy byder ind med interessant kameraarbejde, som snildt kunne passe ind i en større film. Det sælger den ubehagelige klaustrofobi, der skal være, når man er fanget i en lille sardindåse dybt nede på oceanets bund.
’Iron Lung’ skulle i øvrigt, ifølge Fischbach selv, have en Guiness World Record for største mængde blod i en film. Blodet flyder da også tykt – og kæmpe cadeau til filmskaberen for at holde sig til praktiske effekter, så vidt det var muligt.
Tilgangen minder om horrorfilmen ’The Void’ fra 2016, der blev lavet af special effects-folk, og hvor historien heller ikke var den mest prangende, men håndværket afkrævede respekt. Man må beundre Mark Fischbachs vilje til at få filmen lavet, sendt den ud i verden og være tro mod forlægget og afvige, når det giver mening.
Jeg håber inderligt, at Mark Fischbach fortsætter med at lave spillefilm, men også fjerner sig selv fra ligningen, når hans evner ikke rækker. Markiplier er en fremragende og opfindsom content creator med sans for den gode historie. En god skuespiller bliver han dog aldrig.
Der er altså stadig et godt stykke vej op til Curry Barker (’Obession’) og Kane Parsons (’Backrooms’), der er poster boys for youtubere, som laver kvalitetshorrorfilm.
Han fuldender dog flot trioen af youtubere, der i år har givet Hollywood et tiltrængt wakeup-call.
Kort sagt:
’Iron Lung’ er en stemningsfuld og klaustrofobisk horrorfilm, båret af kameraarbejdet og imponerende praktiske effekter. Værre står det til med Markipliers evner som skuespiller.