Dwayne Johnson reagerer på nedsabling af liveaction-floppet ‘Vaiana’

Dwayne Johnson reagerer på nedsabling af liveaction-floppet ‘Vaiana’
Dwayne Johnson i 'Vaiana'. (Foto: Disney)

»Please, lad dette være det allersidste live action-remake«, skrev Soundvenues anmelder Luna Ehlers i sidste måned om Disneys nye familiefilm ‘Vaiana’.

Det er ikke den eneste negative anmeldelse af live action-filmen, som er en nyfortolkning af Disneys animationsfilm af samme navn fra 2016. Metacritic, der indsamler (primært engelsksprogede) anmeldelser og finder en gennemsnitskarakter, er således landet på sølle 42 ud af 100.

Nu kommenterer Dwayne Johnson, der gentager rollen som Maui fra originalfilmen, den negative kritikermodtagelse af ‘Vaiana’.

»Vores første to anmeldelser kom ud. Jeg glemmer det aldrig. De var fantastiske. Jeg tænkte: Wow«, siger Johnson til People.

Glæden varede dog ikke ved. For derfra gik anmelderdommene »i anden retning, som det nogle gange gør«.

»Hvis du elsker den, er det fantastisk. Hvis du ikke gør, er det helt okay«, siger Hollywood-stjernen, som er vant til blandede modtagelser. »Sådan er det bare, når man er i den her branche«.

Disneys liveaction-remakes af deres egne animationsperler har flere gange været store økonomisk succeser for tilfælde som ‘Løvernes konge’, ‘Skønheden og udyret’ og ‘Lilo & Stitch’. Men sådan er det ikke gået ‘Vaiana’, der også har skuffet ved billetlugerne.

I skrivende stund har filmen med en indtjening på cirka 1,7 milliarder kroner kun lige dækket sit produktionsbudget. Da man typisk bruger lige så mange penge på promovering af en film i denne størrelse, må ‘Vaiana’ kaldes en underskudsforretning.

Johnson hæfter sig dog ved den kulturelle betydning, ‘Vaiana’ har haft for personer, der kommer fra Polynesien. Den tiltrængte repræsentation var faktisk »grunden til, at filmen blev lavet«, forklarer den halvt samoanske skuespiller.

»På grund af mig og vores børn, som nu kan se op på det store lærred og sige: ’Det er os. For første gang er det os på det store lærred. Det er os deroppe. Hvor sejt er det ikke?’«, afslutter Johnson.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af