‘Vaiana’: Please, lad dette være Disneys sidste liveaction-remake
FILM. Der var engang et filmselskab, der skabte levende og verdensudvidende fortællinger. Som kunne indkapsle abstrakte følelser i ét enkelt billede, og som fik både børn og voksne til at grine af fisk med korttidshukommelse og græde over løvefædres tragiske død og anden shakespearesk melodramatik.
Men det var engang.
For nu er der alt for langt mellem såvel Disney som Pixars geniale værker – og endnu længere mellem de originale. Altså … ’Zootropolis’ har lige fået en toer, og ’Toy Story’-franchisen er nu oppe på fem (fem!) film.
Desværre er underholdningsgiganten ikke blot blevet ramt af en sequel-pandemi, men driver også rovdrift på egne værker og succeser gennem deres uendelige liveaction-versioner.
Jeg har tidligere været ok begejstret for nogle af disse genfortolkninger, fordi de enten har budt på nye, kærkomne elementer eller har føltes som nostalgiske hyldester til gamle klassikere.
Men ’Vaiana’ er ikke gammel. Faktisk er originalfilmen kun sølle 10 år, og hvis man ikke kan købe alkohol, bør man heller ikke få et remake.
Særligt fordi der ikke er noget nævneværdigt nyt at spore i denne 2026-edition. Det lugter mere af en uambitiøs 1:1-replikation, når vi møder den charmerende titelfigur (overbevisende spillet og sunget af Catherine Laga’aia), der er høvdingedatter på en polynesisk ø.
Mod sin fars ønske og ordre må hun som bekendt sejle ud på det åbne og farlige hav for at finde halvguden Maui (Dwayne Johnson, som også lagde stemme til den mægtige mandebaby i originalfilmen), der skal hjælpe hende med at genoprette balancen i øens livgivende økosystem.
’Odysséen’-style er der en håndfuld prøvelser og sære væsner med dragende sange og dræbertrang samt en masse væsentlige erkendelser for den eventyrlystne helt. Noget er sjovt, andet er rørende, og meget er desværre trivielt.
I denne udgave udebliver den ægte Disney-magi nemlig. For noget af det, der gjorde originalen så fabelagtig, var dens animation. Og selvom mange scener er to die for-pæne, fucker de tydelige green screen-elementer med publikums mulighed for at overgive sig til universet.
Jeg ved heller ikke, hvor godt jeg synes, det er lykkedes dem at stille irl-skuespillere over for CGI-figurer såsom hanen HeiHei. Men det tåbelige sidekick er så elskeligt, at man (næsten) tilgiver de steder, hvor ’samspillet’ ikke er helt afstemt.
Heldigvis for både filmen og dens publikum er ’Vaiana’ benådet med et skønt soundtrack, hvor særligt bangers som ’You’re Welcome’ og ’How Far I’ll Go’ får gang i knips og kuldegysninger. Og jeg kan da heller ikke sige mig fri fra at have flækket et par gange af jokes om gamle damer – eller af synet af mere eller mindre vellykkede parykker på skaldede mænd.
Lad os heller ikke glemme coming of age-fortællingens unægtelige hjertevarme og prisværdige budskaber. Eksempelvis at vi alle er en eller anden form for the chosen one, og at kvinder – herunder Moder Jord – som oftest kun forvandler sig til masseødelæggende lavamonstre, hvis de behandles dårligt.
Ja, ’Vaiana’ er en af de film, der har en klædelig feministisk åre og en prinsesse-ish hovedkarakter, som er slagfærdig, selvstændig og uden en romantisk interesse som drivkraft eller redningsfigur. Desuden rammer det økokritiske spor en anelse hårdere nu, hvor vi sidder midt i hedebølger og andre tiltagende naturkatastrofer.
Der skal derfor nok være et publikum til den charmerende musical – og særligt klimatossede børnefamilier vil sikkert se den som en smaddergod oplevelse.
Jeg ser den dog snarere som (endnu) en kunstnerisk falliterklæring fra Disney.
Kort sagt:
Please, lad dette være det allersidste live action-remake.