Samantha Morton medvirker i én af de mest mindeværdige scener i Christopher Nolans store biografsucces ‘The Odyssey’, hvor hun brillerer som troldkvinden og gudinden Kirke.
Men faktisk har den to gange Oscar-nominerede skuespiller været arbejdsløs lige siden optagelserne til filmatiseringen af Homers epos. Det fortæller Morton ifølge The Playlist som gæst i podcasten ‘Happy Sad Confused’.
»Jeg har ikke haft et job i et helt år siden ‘The Odyssey’«, siger skuespilleren, som mener, at hun får færre tilbud end tidligere på grund af sin alder.
»Jeg har virkelig dygtige agenter og en manager, men i sidste ende er jeg 49 år, og selv om jeg oprigtigt mener, at jeg er en god skuespiller, findes der også mange andre dygtige skuespillere. Branchens spilleregler har ændret sig enormt«.
Morton siger i podcastinterviewet, at hun håber og tror på, »at hvis man bliver ved og fortsætter med at levere godt arbejde, og de rigtige mennesker får øje på det, så kan man måske blive ved med at arbejde«.
Hun vælger desuden at fokusere på glæden over at have samarbejdet med Nolan. Det har været en mangeårig drøm for skuespilleren, siden hun uden held forsøgte at komme til audition på instruktørens tryllethriller ‘The Prestige’ fra 2006.
»Uden at det skal lyde corny, så begyndte jeg faktisk at græde, da mit team ringede og sagde: ‘Christopher Nolan vil gerne mødes med dig,’«, siger hun.
»For mig handlede det om, at jeg fik lov til at arbejde med Christopher Nolan i min levetid. Det er nok for mig. Jeg er lykkelig nu. Altså, jeg var også lykkelig før. Jeg har arbejdet med nogle helt fantastiske mennesker, men som skuespiller er man altid afhængig af, hvem ens arbejdsgiver er, hvad de forventer af én, og hvad de tror, man kan bidrage med«.
Samantha Morton fik i 2000 sin første Oscar-nominering for sin birolle i Woody Allens ‘Sweet and Lowdown’. Fire år senere fik hun en nominering for sin hovedrollepræstation i Jim Sheridans ‘In America’.
Tidligere har hun samarbejdet med prominente instruktører som Charlie Kaufman (‘Synecdoche, New York’), Darren Aronofsky (‘The Whale’), Steven Spielberg (‘Minority Report’), David Yates (‘Fantastic Beasts and Where to Find Them’), Lynne Ramsay (‘Movern Callar’) og David Cronenberg (‘Cosmopolis’).
