Andrew Garfield-film, der blev kontroversielt syltet af Amazon, er nu sat til ventet verdenspremiere

Andrew Garfield-film, der blev kontroversielt syltet af Amazon, er nu sat til ventet verdenspremiere
Luca Guadagnino. (Foto: Vittorio Zunino Celotto/Getty Images)

Det vakte ramaskrig, da Amazon besluttede sig for at sylte den film om Open AI-stifter Sam Altman, som de ellers selv havde søsat.

Den italienske maestro bag ‘Call Me By Your Name’ og ‘Challengers’, Luca Guadagnino, står bag filmen, der med Andrew Garfield i rollen som Altman, fokuserer på dramaet, da Chat GPT-bagmanden blev smidt ud af sit firma for at blive genansat kort efter.

Portrættet er næppe rosenrødt, og Amazon vurderede tilsyneladende, at den var for risky business at være afsender på, når man lige havde indgået en milliarddyr samarbejdsaftale med … Open AI.

I stedet samlede det anerkendte distributionsselskab Neon filmen op, og nu står det klart, at den nærmer sig sin verdenspremiere.

‘Artificial’ ser nemlig dagens lys på New York Film Festival 5. oktober i det, der ligner lidt af et scoop. Festivalens kunstneriske direktør udtaler da også, at »hvis der nogensinde var en film til sin tid, er det denne«.

Forhåbentligt har filmen kvaliteten til at bakke kontroverserne op. Luca Guadagnino var længe garant for en imponerende kunstnerisk barre, men viste alvorlige svaghedstegn med sin seneste film, fejlskuddet ‘After the Hunt’, der også havde Andrew Garfield i en central rolle.

Omkring Garfield i ‘Artificial’ finder man Cooper Hoffman, Monica Barbaro, Jason Schwartzman, Mark Rylance, Zosia Mamet og Yura Borisov.

Det vides endnu ikke, hvornår filmen får dansk premiere.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af