Det er ingen hemmelighed, at den amerikanske politiker Alexandria Ocasio-Cortez er glad for spil. Tidligere på året dukkede hun op i ‘Animal Crossing: New Horizons’, og så er hun faktisk rimelig god til ‘League of Legends’.
Nu har hun kastet sin kærlighed på kulthittet ‘Among Us’, et multiplayer-spil, som hun efterspørger medspillere til.
Det tog ikke længe, før flere store streamere slog til. Heriblandt den kendte streamer Pokimane og endnu en amerikansk politiker, nemlig Ilhan Omar.
Det er ikke første gang, at amerikanske politikere kaster sig over spil. Det har vist sig som et effektivt værktøj for at fange opmærksomheden blandt den yngre målgruppe op til præsidentvalget i november.
Især ‘Animal Crossing: New Horizons’ har været populært for de demokratiske politikere. Her har Joe Biden og Kamala Harris lanceret forskellige former for merchandise, som brugerne kan benytte i spillet.
Vil du følge med i Alexandria Ocasio-Cortez’ Twitch-eventyr, har hun allerede opsat en Twitch-kanal, som du kan følge, når hun går online.