Første nye spil til PlayStation 5: ’Marvel’s Spider-Man: Miles Morales’ er et forrygende gensyn med fremtidens superhelt

4 6
Det oser af stemning, når Peter Parker giver stafetten videre, men du behøver altså ikke købe en ny konsol for at få den fulde oplevelse.
Første nye spil til PlayStation 5: ’Marvel’s Spider-Man: Miles Morales’ er et forrygende gensyn med fremtidens superhelt

Der er et eller andet underligt over Spider-Man, og hvordan han sjældent gør sig godt uden for sit oprindelige format som tegneserie. Det er som om, at springet til andre medier fjerner lidt af glansen.

Tag bare ’Spider-Man’-trilogien med Tobey Maguire fra midten af 00’erne. Uanset hvad andre folk prøver at fortælle dig, gjorde filmene ikke ligefrem noget godt for den spind-skydende superhelts ry.

Og så er der selvfølgelig denne generations Spider-Man. Marvels kække superhelt, der blev castet med den kække Tom Holland, og nu bare konstant er kæk. Kæk, kæk, kæk.

Næh, du. Jeg bryder mig egentlig ikke om Spider-Man uden for tegneserierne.

Det var lige indtil ’Spider-Man: Into the Spider-Verse’ trådte ind på scenen i 2018. Den animerede superheltefilm havde sjæl, den havde hjerte, den havde humor. Den fangede alt det ved Spider-Man, som faktisk gør Peter Parkers alter ego interessant.

Filmens hovedrolle var Miles Morales, og som du nok har gættet, er det også ham, der er i centrum i ’Marvel’s Spider-Man: Miles Morales’. Han har overtaget teten fra Peter Parker og agerer nu superhelteforsvar for New York.

Spillet fortsætter altså, hvor forgængeren, ’Marvel’s Spider-Man’, slap på PlayStation 4 tilbage i 2018. Spillet var en lidt overraskende, men fuldt fortjent succes. Det var nemlig alt det, der gør superheltefilm underholdende.

Der var de grandiose redningsaktioner af New York, der var kærlighed (om man vil det eller ej), og så blev Spider-Mans enorme galleri af alskens skurke slynget efter én. Dr. Octopus, Wilson Fisk, Rhino og Electro dukkede alle op – og det er bare for at nævne et mindre udvalg.

Glem Peter Parker, Miles Morales er fremtidens Spider-Man.

Helt samme udvalg af lækkerier finder du ikke i ’Marvel’s Spider-Man: Miles Morales’. Spillet fortsætter ellers i samme stil med masser af humor, hvor du frit kan svinge dig igennem New York, imens du følger Miles og hans spæde skridt som superhelt.

Og hold nu kæft, hvor føles det godt at svinge sig rundt i New York igen! Få spil giver samme følelse af frihed, som når man suser rundt mellem betonblokke og boligbyggerier.

Styringen af Spider-Man er stram, præcis og en komplet fornøjelse. Og det bliver kun endnu bedre, når man mærker livet i byen, der bare aldrig sover. Fans råber efter dig, andre skælder ud, men der er aldrig stille.

Det føles som om, man faktisk er Spider-Man, og at man faktisk er i New York. Det er en bedrift, man ikke skal undervurdere, og det er da også spillets absolutte stærkeste kort. For når man først dykker ned i selve indholdet, begynder det at vise en knap så gennemført pakke.

Der er masser af action, men knap så meget substans.

Det er måske forventeligt, for ’Marvel’s Spider-Man: Miles Morales’ er et mindre spil end sin forgænger. Antallet af missioner og mængden af ting at give sig til er bare ikke lige så omfattende, hvilket PlayStation også har været ærlige omkring, men det er altså ikke spillets eneste svaghed.

For når man først kaster sig ud i fortællingen om Miles, hans familie og byen omkring ham, er det en til tider svag oplevelse, som spillet disker op med.

Historien byder aldrig på de helt store superhelte-agtige wauw-øjeblikke, og man gætter løbende store dele af plottet, fordi materialet simpelthen ikke er stærkt nok til at overraske.

Spider-Man står knivskarpt på den nye PlayStation 5.

I stedet må spillet sætte sin lid til en fænomenal atmosfære, der bæres videre fra ’Spider-Man: Into the Spider-Verse’. Der er altid en underliggende humoristisk kant, og den finurlige pingpong mellem Miles og hans trofaste makker, Ganke, er helt essentiel for den hjertevarme oplevelse, som spillet faktisk er.

Og så gør det naturligvis ikke noget, at spillet trækker på PlayStation 5’s kræfter, hvis altså du spiller på den. Loadingtiderne er presset i bund (sådan, helt i bund), og New York stråler i døgnets gyldne timer.

Det er måske ikke ligefrem det tekniske vidunder, som en ny konsol kan sælge sig selv på (her må PlayStation stadig kigge langt efter en decideret blockbuster-titel), men man får altså en lille forsmag på, hvad de nye konsoller har at byde på.

’Marvel’s Spider-Man: Miles Morales’ føles som ’Spider-Man Light’. Miles Morales er en charmerende hovedperson, der snildt kan bære sin egen fortælling – hvis bare han får noget at arbejde med, for det ville altså have klædt spillet med en mere fyldig oplevelse.


Kort sagt:
Mere indhold og en mere poleret historie ville have løftet det ellers vildt stemningsfyldte ’Marvel’s Spider-Man: Miles Morales’ fra at være et godt superheltespil til en mesterlig superhelteoplevelse.

‘Marvel’s Spider-Man: Miles Morales’. Actionspil. Udvikler: Insomniac Games. Udgiver: Sony Interactive Entertainment. Platform: PS4, PS5 (testet). Lanceringsdato: 12. november (PS4), 19. november (PS5)
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af