Siden Sony lancerede PlayStation 5 i efteråret 2020, har konsollen været næsten umulig at få fingre i.
Desværre ser det ikke ud til at ændre sig foreløbigt. Ifølge Bloomberg vil det seneste års chip-krise fortsætte langt ind i næste år og måske endda også 2023.
Det skyldes, at producenten Toshiba ikke kan følge med efterspørgslen, hvilket kun gøres værre af manglen på ressourcer grundet coronavirus.
»Forsyningen af chips vil forblive meget begrænset indtil i hvert fald september næste år«, siger Takeski Kamebuch fra Toshiba. »I nogle tilfælde vil det få konsekvenser for forbrugerne indtil 2023«.
Det er ellers ikke fordi, at Toshibas chips er svære at producere, men de er en helt essentiel del af mange elektroniske produkter, heriblandt spilkonsoller, hvor de sender elektriske signaler frem og tilbage.
Og det er altså en af grundene til, at PlayStation 5 konstant er udsolgt. For selvom Sony insisterer på at holde trit med salget af deres konsol, må mange kunder gå forgæves, da regelmæssige leverancer ikke længere er muligt.