Det er snart fem måneder siden, at PlayStation 5 blev lanceret, men konsollen har været stort set umulig at få fingre i.
De danske butikker melder konstant udsolgt, og når der endelig kommer en håndfuld på lager, bliver de revet væk blot for at blive solgt til overpris.
Og hvad skyldes det så? Såmænd bare en lille chip, der koster sølle seks kroner at fremstille.
Det er naturligvis en mindre simplificering, men i en længere artikel forklarer Bloomberg, hvordan en såkaldt display driver – altså den lille chip – har kastet den globale økonomi ud i en større krise.
En stor del af de teknologiske produkter, som vi dagligt bruger, heriblandt mobiltelefoner, fjernsyn, biler og altså konsoller som PlayStation 5, skal nemlig bruge en display driver, så enheden ved, hvad den skal sende til en tilknyttet skærm.
Chippen er så essentiel, at manglen på den har skabt en flaskehals på tværs af fabrikker og producenter.
»Det er ikke sådan, at du bare kan undvære den. Hvis du har alle andre komponenter, men ikke en display driver, kan du simpelthen ikke bygge dit produkt«, siger Stacy Rasgon til Bloomberg.
Det er altså også derfor, at du stadig må undvære en PlayStation 5, hvis du endnu ikke har sikret dig den. Og den dårlige nyhed er, at det ikke bliver bedre lige foreløbigt.
Coronakrisen har nemlig fået os til at brænde penge af på alskens goder, og det er især teknologi, som bliver solgt – vi køber mere og mere af det, som allerede er (ved at være tæt på) udsolgt.