Bethesda bekræfter: ‘Starfield’ og ‘Redfall’ udskydes til 2023

Bethesda bekræfter: ‘Starfield’ og ‘Redfall’ udskydes til 2023
'Starfield'. (Foto: PR)

Det skulle have været en af efterårets største titler, men Bethesda Softworks har torsdag eftermiddag annonceret, at ‘Starfield’ rykkes til næste år.

Sci-fi-rollespillet har ellers været særdeles imødeset efter flere års hype, men nu må vi altså vente endnu længere, da det nu står til at udkomme i første halvdel af 2023.

Det samme gælder ‘Redfall’, hvor man alene eller sammen med venner skal tage kampen op mod vampyrer på en afsides ø.

Spillet skulle være udkommet i løbet af sommeren, men er ligeledes rykket til starten af næste år.

Forsinkelsen af de to spil blev annonceret på Twitter, hvor Bethesda forklarede, at de to studier bag spillene ikke er nået helt i mål endnu:

»Både Arkane Austin (‘Redfall’) og Bethesda Game Studios (‘Starfield’) har store ambitioner for deres spil, og vi vil sikre os, at I får adgang til de bedste og mest finpudsede udgaver af dem«, lød det.

Bethesda understreger samtidig, at de glæder sig til at vise mere fra dem begge inden længe.

Det bliver formentlig til deres showcase med Micosoft, som afholdes den 12. juni – forhåbentlig kan vi krydse fingre for, at vi samtidig får nye udgivelsesdatoer på begge titler her.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af