Du har måske ikke hørt om Dispo endnu, men der går ikke længe, før appen (skabt af YouTube-stjernen David Dobrik) nok skal skabe hype herhjemme.
Dispo er et socialt medie, hvor du tager billeder og uploader dem i appen. Det lyder bekendt, men det er alligevel ikke helt, som vi kender det.
For med Dispo, der lige nu kun er tilgængelig på iOS, skal dine billeder først fremkaldes (navnet er inspireret af disposable – altså engangskamera). Det sker i appen, men først dagen efter du har taget billederne.
Du kan altså ikke se billederne med det samme, men tvinges derimod til at vente på resultatet, som havde du afleveret en rulle hos din lokale fotobutik.
Derudover er der heller ikke nogen form for redigeringsmuligheder, så det hele skal ikke opsættes og styles, som vi kender det fra Instagram.
I stedet knipser du bare løs, venter på, at billederne bliver fremkaldt, og så kan du tilføje dem i såkaldte ruller, som blot dækker over mapper, der kan sættes som enten private eller offentlige.
Der er altså ingen Instagram-æstetik at bekymre sig om. For med Dispo er målet bare at dele sit liv, som man oplever det. Der skal ikke tænkes for meget over, hvordan det fremstilles, og det er da heller ikke uden grund, at appens motto er »lev i øjeblikket«.
Idéen til Dispo stammer fra David Dobriks festglade dage, hvor engangskameraer var (og stadig er) i høj kurs. Han startede en Instagramkonto med de fremkaldte billeder, og det er altså dette koncept, som danner grundlag for den nye app.
Men hvad kan Dispo så, som alle Instagram, Snapchat og alle de andre sociale medier, hvor man deler billeder, ikke kan? Tja, faktisk er det nærmere, hvad appen ikke kan.
Der er nemlig ingen reklamer, ingen filtre, ingen billeder fra kameraruller (og dermed ingen gamle billeder eller memes, man lige har downloadet og derefter reposter). Og så er der ingen hashtags.
I stedet kan man bare udforske folks ruller, hvor kreativiteten kan få frit løb. Tænk på det, som hvis Tumblr og Instagram fik et barn – der er et hav af fællesskaber, som alle fremvises i uredigerede billeder.
Selvom du kan følge folk på Dispo, er det ikke deres indhold, der fylder din forside. Det er derimod blot det umiddelbare indhold i de ruller, der har fanget din interesse.
Lige nu er der alt fra bøgers forsider, dagens kaffe og billeder af himlen til nuttede hunde og vandreture. Giv det lidt tid, og så er der vitterligt alt, hvad man kan forestille sig.
Nu tænker du måske, hvordan du får adgang til Dispo? Lige nu testes appen i en betafase, hvilket betyder, at der er begrænset adgang.
Du kan downloade appen og sikre dig dit brugernavn, men herefter bliver du blot tilføjet en venteliste.
Alternativet er, at du skal inviteres af en eksisterende bruger – eller bukke under for presset og købe en invitation, som i øjeblikket sælges rundt omkring på internettet.