Facebook er i vælten denne uge, efter Wall Street Journal har fået fingrene i hemmelige dokumenter, der afslører kritisable forhold ved brugen af deres platforme.
Og nu er den så gal igen, efter Instagrams chef, Adam Mosseri, var forbi podcasten Recode Media, hvor han forsvarede platformen mod kritik af, at den er skadelig for teenageres selvværd.
Her kom Mosseri nemlig med en noget bizar udtalelse, der sammenligner ulemperne ved platforme som Instagram med trafikuheld:
»Vi ved, at mennesker dør i trafikulykker, men overordnet set skaber biler mere værdi i vores verden, end de ødelægger. Det samme gælder sociale medier«, sagde Mosseri.
Efter den akavede sammenligning prøver Mosseri at forklare, at fordelene ved Facebook og Instagram opvejer ulemperne ved at argumentere for, at platformene forbinder folk.
Det kan dog ikke redde sammenligningen, der ikke overraskende har skabt røre. For som flere pointerer, reguleres bilindustrien markant, hvilket ikke er tilfældet med sociale medier.
Til gengæld kan det være, at den seneste uges afsløringer (som kan følges hos Wall Street Journal) kan sætte skub i en tiltrængt regulering af platforme som Instagram og Facebook.
Det er i hvert fald varslet af flere lande – heriblandt danske regering – men det har endnu ikke resulteret i konkret lovgivning.