Metaverset er fremtidens internet – men er det også fremtidens samfund?

I fremtiden logger vi hverken af eller på. Vi vil være konstant forbundet i et univers, der kan revolutionere den måde, hvorpå vi arbejder og lever – på både godt og ondt.
Metaverset er fremtidens internet – men er det også fremtidens samfund?
Virtual reality. (Foto: Sound On/Pexels)

Forestil dig en verden, hvor de fysiske rammer, vi kender fra hverdagen, opløses af virtuelle muligheder, vi kender fra vores gang på internettet.

Du kan tage et smut forbi en virtuel udgave af Zalando, hvor dit digitale jeg går et modeshow for alle dine venner, imens de giver deres besyv med. Lægger du en ordre, modtager du tøjet i to udgaver: Digitalt tøj til dit virtuelle jeg og fysisk tøj til dig selv.

Eller hvad med alle de gange, du har fedet den på sofaen i stedet for at tage i Fitness World. Havde det ikke været rart, hvis du bare kunne træde ind i en digital udgave af træningscenteret direkte hjemme i stuen – komplet med svedige dudes og stramme baller på crosstraineren foran dig.

Og tænk så lige på livsglæden ved aldrig at skulle møde ind igen på et fysisk arbejde, du alligevel hader, fordi du har skabt et digitalt alter ego som virtuel stripper, der dagligt tjener tusindvis af kroner ved at danse som en avatar for internettets mest liderlige typer i en digital stripklub.

Det hele er muligt i metaverset.

En genstart af vores samfund

Du er sikkert stødt på begrebet the metaverse. Konceptet om fremtidens internet. Et univers, hvor den virtuelle og fysiske verden smelter sammen.

Hvor vi før har været internettet, skal vi fremover være i internettet. Her logger vi ikke på og af – vi er derimod konstant forbundet.

Metaverset er nemlig et ekstra lag, vi lægger oven på vores eksisterende verden. Alt, hvad der hænder i metaverset, afvikles i samme tid og rum som ude i den virkelige verden. Her kan ikke trykkes genstart. Du oplever det hele, som det sker (og lider stadig af FOMO).

Dette skaber et interessant scenarie, for vi får – hvis altså det kan lade sig gøre – en ny verden med en ny form for infrastruktur, hvor vi helt grundlæggende kan opdatere spillereglerne for, hvordan man eksisterer i et globalt samfund.

Vi er ikke længere begrænset af tid og rum, men får derimod muligheden for at nulstille aspekter af vores tilstedeværelse, som fysiske rammer ellers begrænser.

En fysisk arbejdsplads? Slut. En karriere som virtuel pornostjerne? Tjek. Den næste hypede kryptokunstner, der udelukkende udstiller i et virtuelt galleri? Jep, det kunne blive dig.

Prototypen for vores fremtid

Inden vi lader os rive helt med, så lad os dog lige se på, hvad metaverset faktisk er lige nu. Selve opskriften for det ultimative metavers er stadig ikke helt på plads. Der er ikke én samlet vision, men derimod mange udgangspunkter.

Mark Zuckerberg har talt om et Facebook-metavers, ‘Fortnite’ beskrives ofte som vores tids mest lovende metavers-prototype, og Sydkorea vil sågar skabe et metavers for landets indbyggere.

Der er altså mange måder, hvorpå fremtidens metavers kan ende med at se ud, men konceptet følger i høj grad samme tråd: Det kører parallelt med den verden, vi allerede eksisterer i.

Med et metavers bliver de fysiske grænser mellem internettet og den verden, vi dagligt trasker rundt i, revet ned. Du er altså stadig hovedpersonen i dit eget liv, men med en avatar – dit digitale alter ego – kan du bevæge dig frit på tværs af grænserne.

Et tidligt eksempel på dette er netop blevet lanceret af Vans på platformen Roblox i form af Vans World, en skatepark og et kulturelt mødested, der skal imødekomme en voksende trend for at dyrke fællesskaber fra den håndgribelige verden på tværs af både fysiske og digitale rum.

Nu tænker du måske, at det – altså idéen om et digitalt univers, der smelter sammen med den fysiske verden – lyder abstrakt. Men selvom det endegyldige metavers endnu ikke er her, benytter mange af os faktisk allerede teknologier, som det skal bygges på.

Tag bare augmented reality, en teknologi, der ændrer på det, du ser omkring dig. Det bruges for eksempel i IKEA’s app, hvor du kan se, om dit nye drømmemøbel passer ind i din stue. Eller ‘Pokémon Go’, hvor du fanger de små dyr ude i byens gader.

Et mål, mange muligheder

Der er mange motivationer bag metaverset, men det er i bund og grund en udvidelse af vores nuværende verden.

Flere og flere af os skelner allerede ikke mellem det, vi foretager os online, og den fysiske hverdag. Det, der sker på internettet, er lige så gyldigt, som det, der sker offline. Et metavers binder blot oplevelserne sammen.

Set gennem kapitalistiske briller er det den hellige gral for brands og firmaer, der vil slå kløerne endnu dybere i forbrugerne ved at skabe et univers, som vi ikke ønsker at forlade igen. En mulighed, som Netflix allerede er ved at udforske.

Men potentialet i metaverset er langt mere omfattende. Det er ikke kun til for underholdning. Det kan revolutionere den måde, hvorpå vi arbejder og lever – på både godt og ondt.

Hvis det er muligt at leve i et digitalt univers ved at tjene til føden og få sin underholdning leveret 24 timer i døgnet, vil vi så have brug for en social omgangskreds uden for den digitale verden?

Eller vil vi knytte endnu tættere bånd på tværs af et digitalt fællesskab, hvilket vi allerede har set en tendens til under coronaepidemien? Vil metaverset være et socialt værktøj, der samler os frem for at polarisere?

Og hvad med techgiganterne, der formentlig kommer til at spille bærende roller i udviklingen og driften af metaverset?

En samlet indsats

Det er utopisk at tro, at én enkelt gigant eller firma på egen hånd kan skabe et altdominerende metavers, som vi samlet flokkes til. I stedet vil metaverset formentlig blive udgjort af mange parter, og alle de parter vil have noget at skulle have sagt.

Tænk på det som internettet i dag. Vi har Facebook, Twitter, Google og Apple. Hvis vi skal drømme om et globalt metavers, kræver det, at de løfter i flok – eller i hvert fald bliver enige om at eksistere i samme univers.

Hertil kommer de håbefulde brands, der vil lukrere på et metavers. Der er en grund til, at ’Fortnite’ ikke længere kun er et spil, men derimod indgår partnerskaber med popstjerner og Marvel. Ingen tør løbe risikoen ved at blive stående på sidelinjen.

Og så er der naturligvis det altoverskyggende spørgsmål: Metaverset er måske nok fremtidens internet, men er det også fremtiden for menneskeheden?

Lige nu har ingen svaret – men alle jagter det.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af