»Folk undrer sig«, lyder det spørgende i en af årets Super Bowl-reklamer. »Hvad sker der for Lindsay?«.
»Hun har aldrig været skarpere«, fortsætter spottet med en storsmilende Lindsay Lohan i hovedrollen. »Hun sover bedre end før, hvilket paparazzierne ikke er glade for«.
Videoen, der skal promovere fitnesskæden Planet Fitness, er ikke bleg for at gøre grin med Lohans notoriske eskapader. Men det hele sker med et blink i øjet og en overraskende portion selvironi fra skuespilleren.
Faktisk er det ikke så meget Planet Fitness, der ender med at blive reklamens højdepunkt, men derimod Lohan, som tydeligvis er klar til at returnere til spotlyset i en frisk, veloplagt udgave.
Hendes comeback er dog ikke bare et comeback. Det symboliserer også et markant skifte for, hvordan vi anskuer den generation af unge, kvindelige kendisser, som blev smidt direkte ind offentlighedens glubske arena i de tidlige 00’ere.
Et skifte, som ikke kun gør sig gældende med Lohan, men også popkulturelle ikoner som Paris Hilton og Britney Spears, der efter årevis med tabloid-hetz ikke længere jages vildt.
Hollywoods sorte får
At Lindsay Lohan vender tilbage til rampelyset er ikke overraskende, men det er bemærkelsesværdigt, at hun gør det så markant, som det er, når man optræder i en reklame ved Super Bowl.
Hendes fortid som en af 00’ernes største problembørn har hængt ved hende, lige siden hun tog skiftet fra børnestjerne til teenage-komet i ’Mean Girls’ og derefter som paparazziernes foretrukne bytte, hvor hun – og andre unge kvinder som netop Paris Hilton og Britney Spears – blev forfulgt alle døgnets timer.
Hun har været varetægtsfængslet intet mindre end seks gange, er gentagne gange blevet sendt på afvænning, og så er hun blevet idømt flere betingede domme (heriblandt en husarrest for butikstyveri).
Den seneste håndfuld år har man dog ikke hørt meget til Lohan, hvilket har været helt bevidst, da hun i midten af sidste årti stak af til Dubai for at kunne holde en nogenlunde lav profil:
»Da jeg besluttede mig for at ændre min fremtid og mit liv, spurgte jeg mig selv: Hvor kan jeg finde mest ro?«, lød det senere i et interview med New York Times.
I 2020 begyndte hun dog at røre på sig igen, da hun sneg sig ind på Cameo, hvor fans kan bestille personlige hilsner fra deres idoler. Og sidste år hoppede hun med på NFT-hypen ved at lade sig selv blive solgt som krypto-hund.
Men Lohan-æssancen, som fans kærligt kalder hendes tilbagekomst, blev for alvor cementeret i marts, da Netflix kunne annoncere, at de havde skrevet kontrakt med Lohan for to film.
Nu er det ikke fordi, at en aftale med Netflix katapulterer Lohan direkte ind på Hollywoods A-liste, for der har hun aldrig rigtigt befundet sig. Hun nåede knap nok at banke på, før hendes skandaler hev hende ned ad den alfabetiske rangliste.
Men aftalen med streamingtjenesten er alligevel en indikation af, at hendes karriere ikke blot er tilbage i omdrejninger, men at den faktisk er på ganske ret køl.
Tre kvinder, én historie
Tæller man udelukkende på kontroverser, skiller Lohan sig ud som 00’ernes problematiske sorte får, men hendes historie adskiller sig dog ikke synderligt fra Paris Hilton og Britney Spears, der også var markante skikkelser på den popkulturelle scene i samme periode.
Alle tre har lige siden deres ungdom været fælles ejendom for offentligheden, hvor deres bommerter er blevet gransket og ofte været kilden for en eskalerende latterliggørelse.
For Hilton startede det med en sexvideo efterfulgt af realityserien ’The Simple Life’ og hendes slagord »That’s hot«. Tretrinsraketten skød hende ind i astronomisk berømmelse, hvor hun fremstod som rig, men dum blondine.
Sandheden kunne dog ikke være mere fjern. For selvom Hilton unægtelig spillede med, opfandt hun samtidig opskriften for det, vi i dag kender som den moderne influencer.
Havde det ikke været for Paris, ville vi formentlig aldrig have haft Kim Kardashian, som senere lancerede sin egen karriere med en næsten identisk tretrinsraket: sexvideo, realityserie og sig selv som brand.
Og så er der Britney, der blev endegyldigt brændemærket som ung, dum og fuld af ustabilitet, da hun lod sig kronrage foran et hav af frådende paparazzier.
Scenen markerede et trist og magtesløst skifte i hendes karriere, hvor hun mistede kontrollen over ikke kun fortællingen omkring sig selv, men hele sit liv.
Det er først halvandet årti, en hårdtarbejdende FreeBritney-kampagne og en sund portion selvransagelse senere, at det nu notoriske øjeblik fremstår som det ultimative symbol på konsekvenserne af et liv som fair game for den ubarmhjertige tabloid-stands konstante jagt.
En anden tid
Trioens historier følger den samme tre-akter-model, hvor de først slår igennem som unge kvinder, der træder ind i offentlighedens arena, for derefter at bevæge sig over i anden akt, hvor de aldrig kan sætte en fod rigtigt, indtil de når et point of no return.
Vi så det med Lohan, der flygtede til et andet land. Vi så det med Paris, der vristede sig fri af sit blondine-image. Og vi så det med Britney, der efter flere års magtkamp endelig fik sin frihed.
Og nu er vi der, hvor alle tre tilsyneladende lever det lykkelige liv. De er gift (eller på vej til at blive det), deres karrierer er (tilbage) på rette spor, og medierne kaster sig ikke over dem som samvittighedsløse gribbe, der leder efter dagens saftige luns.
Er det den lykkelige slutning, der virkede så usandsynlig for 15 år siden, men som nu endelig realiseres efter hårdt arbejde og uretfærdig mediebehandling? Måske (eller ikke, for hvem ved, om de faktisk er lykkelige).
Men det indikerer i hvert fald, at der er sket en drastisk ændring i diskursen omkring berømte kvinder, hvor vores kollektive selvrefleksion er blevet kalibreret med en konfrontation af vores prioriteter.
Belært af bevægelser som MeToo og ikke mindst Britneys meget offentlige strabadser er vi som samfund blevet klogere på, hvordan vi omtaler kvinder, og hvor grænserne for udskamning går.
Det er ikke længere okay at trække en ung kvinde igennem sølet og udstille hende i den offentlige gabestok, blot fordi hun er en kendis, der træder ved siden af, heller ikke selvom det er en tilbagevendende tendens.
Det handler derimod om at se fremad. Det handler om at lade kendte kvinder leve deres eget liv frem for at dvæle ved deres fejltagelser begået i fortiden, som alligevel ikke kan ændres. For det er ikke de øjeblikke, der bør definere dem.
Som Lohan sagde om sin egen fortid i interviewet med New York Times: »Folk er nødt til at glemme alt om den … Den er død. Og dét er det vigtigste for mig«.