Det føles efterhånden som en evighed siden, at TikTok-brugere lavede ‘Ratatousical’ – en musical baseret på filmen ‘Ratatouille’.
Det musikalske indslag skabte i 2020 en trend på platformen, der senere kulminerede i en uofficiel ‘Bridgerton’-musical (som netop har vundet en Grammy), og nu kaster TikTok sig selv ind i de kreative projekter.
Det sker med ‘For You, Paige’ – et kækt ordspil på tjenestens For You Page – der får premiere på Broadway den 14. april, men som naturligvis også streames på TikTok.
‘For You, Paige’ handler om Landon, der går viralt på TikTok, da han med hjælp fra sin veninde Paige skriver et nummer baseret på hendes yndlingsbog ‘Utopia’.
Berømmelsen stiger ham dog til hovedet, og da han tager alt æren for det store hit, skrider han fra sine venner.
Senere finder han naturligvis ud af, at en TikTok-musical er en fælles indsats, og historien bliver dermed også en fortælling om det magiske ved fællesskabet på platformen.
Bag musicalen står Daniel Mertzluff, som også skabte netop ‘Ratatousical’.