Årets danske Google-søgninger peger mod krig, krise og en meget, meget stor mand

Årets danske Google-søgninger peger mod krig, krise og en meget, meget stor mand
Tobias Rahim. (Foto: PR)

Google har afsløret årets mest googlede ord i Danmark, og ikke overraskende – efter et annus horribilis med krig og energikrise – er det ikke videre opløftende læsning.

Ord som elpriser, Ukraine og klimaforandringer har været blandt dem, som danskerne søgte mest efter i ord, imens der ganske nedslående også har været en stor stigning inden for ord som kviklån og kredit.

»Bekymringen – især for privatøkonomien – står meget klart at læse i danskernes søgninger. Der er simpelthen mere nervøsitet og mindre forbrugsfest over det end de foregående år«, siger Jesper Vangkilde, Googles kommunikationschef i Danmark, i en pressemeddelelse.

Mindre deprimerende bliver det, hvis man kigger mod sommerens eksplosive popularitet blandt VM og Tour de France, som var de ord, der steg mest i søgningernes popularitet under de varme måneder.

Ulig tidligere år har Google desuden lavet en liste over danskernes mest googlede personer i 2022, og her er det ikke overraskende den allestedsnærværende Tobias Rahim, som trasker direkte ind på førstepladsen (og dermed er mere populær end Mette Frederiksen, som må tage til takke med en tiendeplads).

Han efterfølges desuden af Vladimir Putin, Sidney Lee og Tour de France-vinder Jonas Vingegaard, imens både Johnny Depp og Amber Heard ligeledes har fået danskerne til at søge løs.

Andetsteds har Google også kigget på danskernes søgninger efter film og serier, hvor Jeffrey Dahmer – helt ligesom på Netflix – bader sig i popularitet.

Det samme gælder dokumentarerne om Herlufsholm og Simon Spies, imens ‘Carmen Curlers’ og Christian Tafdrups brutale gyserfilm ‘Speak No Evil’ ligeledes har kastet nysgerrige søgninger af sig.

Du kan se listerne over de mest populære søgninger (som måles i ord, der stiger mest i søgninger) nedenfor:

Årets højdespringere – alle søgninger 

1. VM
2. Tour de France
3. Elpriser
4. Ukraine
5. Sidney Lee
6. Kandidattesten
7. Klimaforandringer
8. Meningsmåling
9. Abekopper
10. Benzinpriser

Årets højdespringere – spørgsmål

1. Hvorfor er der krig i Ukraine?
2.Hvorfor er diesel dyrere end benzin?
3. Hvorfor angriber Rusland?
4. Hvorfor virker MitId ikke?
5. Hvorfor spiller Danmark med sørgebind?
6. Varmecheck hvornår?
7. Hvornår er strømmen billigst?
8. Hvornår startede krigen i Ukraine?
9. Hvem kan få varmecheck?
10. Hvem vinder valget?

Årets højdespringere – tv og film

1. ‘Jeffrey Dahmer’
2. ‘Herlufsholm’
3. ‘Carmen Curlers’
4. ‘Simon Spies’
5. ‘Euphoria’
6. ‘Stranger Things’
7. ‘Speak No Evil’
8. ‘Smile’
9. ‘Uncharted’
10. ‘Top Gun’

Mest googlede personer i 2022

1. Tobias Rahim
2. Vladimir Putin
3. Sidney Lee
4. Johnny Depp
5. Jonas Vingegaard
6. Amber Heard
7. Holger Rune
8. Hugo Helmig
9. Alex Vanopslagh
10. Mette Frederiksen

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af