I løbet af 2015 kuraterer Soundvenue kunstnere til at designe printet på kaffebaren Riccos‘ to-go-kopper med eksempelvis fotografier eller illustrationer. Vi vil på redaktionen hver anden måned håndplukke et nyt aktuelt navn til opgaven – og det kan være alt fra designere og musikere til filminstruktører.
Silas Adler, chefdesigner for Soulland, lægger ud med det første kopdesign. I februar og marts kan du således i alle Riccos’ mere end 20 kaffebarer i København og Aarhus få din kaffe to-go i Adlers farverige version, der tager udgangspunkt i Soullands kommende forår/sommer-kollektion.
»Printet er lavet af en collage med gamle reklamer og billeder fra Art Deco-perioden og optræder flere gange i vores SS15-kollektion, der har fået navnet ‘Deco’. Bevægelsen kom i kølvandet på Første Verdenskrig og løb frem til 1939. Det var en fascinerende periode, hvor folk byggede og designede farverigt og fantasifuldt uden det socioøkonomiske landskab in mente. Arkitektoniske milepæle som Chrysler-bygningen, Miami Beach og Rockefeller Center blev opført i perioden, der var et pusterum for den vestlige verden mellem to verdensomspændende krige«, forklarer Silas Adler om designet.
Læs i øvrigt et større interview med Silas Adler i det nye Soundvenue, der netop er udkommet.