Mens Apple som regel render med al opmærksomheden omkring smartphone-lanceringer i efteråret, så er sommeren åbenbart blevet højtid for iøjnefaldende smartphone-lanceringer fra spøjse kanter.
I går kunne vi berette, at retro-spilfirmaet Commodore er klar med en spil-orienteret smartphone og om godt og vel en uge afslører det hypede kinesiske smartphone OnePlus deres næste telefon i rækken. I dag meldte forstærker- og højtalerfirmaet Marshall sig så meget overraskende på teleproducentmarkedet med deres første smartphone London.
Ikke overraskende er musikken i højsædet i Marshalls ellers relativt moderat udstyrede Android-telefon. 8 megapixel kamera, 2.500 mAh batteri og 16 GB hukommelse – de sidste to er mulige at udskifte. Selvom de tekniske specifikationer ikke er overvældende, så kommer London med en del features, der kan få de fleste musiknørder til at savle ukontrolleret.
Udover to fremadrettede højtalere, så har den to udgange til høretelefoner, så to kan dele samme musikoplevelse, en knap i toppen specifikt til at åbne telefonens musikprogram og et sejt lille drejehjul i guld til at styre volumen. Derudover følger et par af Marshalls in-ear-hovedtelefoner med, hvis du køber den. Der følger også et forbedret lydkort, en indbygget equalizer og et DJ-program med.
For musikere er der både mulighed for at optage i stereo med telefonens to mikrofoner og med appen LoopStack at lægge fire spor samtidig.
Derudover er London udformet i Marshalls ikoniske og tidsløse look, som enhver, der har været til koncert med Slayer, kender. Hvad enten man elsker det eller ej, så får designet i al fald telefonen til at skille sig gevaldigt ud fra mængden.
Telefonen er klar til afgang sidste i august og kommer til at koste omkring 4.000 kroner.
Læs også: iPhone 6s: Første holdbare læk tyder på nyt kamera og nye farver