Nu er der virkelig godt nyt til gamere, der godt kan lide at være på kant med loven. Digitalt i hvert fald.
Der har været stille omkring spilserien Mafia siden 2010, da Mafia II udkom. Men i dag er der blevet frigivet en trailer til Mafia III under computerspilskonferencen Gamescom.
Spiludviklerne hos 2K teasede i sidste uge traileren med et billede af fire gangstere oplyst af 70’er-lignende muskelbiler foran en ubestemmelig klump, der tilsyneladende flyder i en sump. Det tableau var alt, gamere vidste om udgivelsen før dagens trailer. Men nu har vi et meget dybere indblik i, hvad spilseriens tredje installation har at byde på.
Vi er i et New Orleans-inspireret storbymiljø i slut-tresserne, hvor vi følger Lincoln Clay, en hjemvendt soldat efter Vietnam-krigen. Det kan man i hvert fald tolke ud fra kadaverskiltet i forruden og Jimi Hendrix’ version af ‘All Along The Watchtower‘, der spiller radioen på bilen, mens den banker forbi kakerlakker og fårekyllinger i sumpområdet.
Samtidig slås et kraftigt tema om rivaliserende familier fast, da vor ven Lincoln gengiver sin livshistorie som forældreløs på et børnehjem og hvordan han sidenhen fandt sin familie blandt sine soldaterkammerater. Det er lige inden han i et blodigt hævntogt dolker en bundet og gennembanket mafioso-type i maven og fodrer ham til en kæmpestor krokodille. Så er stemningen ligesom sat.
Det første spil i serien udkom i 2002, Mafia II i 2010 og Mafia III er sat til at udkomme på et tidspunkt i 2016. Det kan vi vist roligt sige, vi glæder os til.
Læs også: ‘Star Wars’, ‘Hitman’ og ‘Fallout’: 10 af de mest ventede spil fra det kommende halvår