American Apparel var engang et amerikansk væksteventyr, og mærkets farverige Cali-vibe blev hurtigt en succes blandt både amerikanske og europæiske modeforbrugere.
Men gennem de senere år har skandale på skandale samt faldende salg og interesse plaget mærket, der både har base og producerer sine varer i Los Angeles. Og nu er tilstanden blevet så alvorlig, at firmaet har indgivet konkursbegæring.
Det er dog ikke nødvendigvis et dødsstød til American Apparel, men nærmere en forretningsteknisk finte, der skal tvinge nogle af firmaets nuværende aktionærer og den kontroversielle tidligere direktør Dov Charney ud af firmaet og overlade magten til kreditorerne, der umiddelbart ønsker at køre virksomheden videre. Dermed får konkursbegæringen endnu ingen reel betydning for virksomhedens butikker eller ansatte.
Det kan dog blive noget af en udfordring at genrejse American Apparel. Brandet er på ingen måde lige så hypet, som det tidligere har været, blandt andet på grund af større konkurrence fra andre high-street mærker som H&M, Topshop og Uniqlo.
Mærket blev grundlagt i 1989, da Dov Charney begyndte at producere t-shirts. Siden udviklede han American Apparel til et globalt firma, der både producerede og solgte egne kollektioner under eget retail-brand og hurtigt blev kendt for en provokerende attitude, seksuelle referencer, letpåklædte kvinder i kampagnerne.
Men Charney har også været forfulgt af skandaler – flere tidligere ansatte har anlagt sag om seksuel chikane, hvilket i sidste ende resulterede i, at Charney sidste år blev fyret som direktør. Han har senere hen selv anlagt flere søgsmål mod virksomheden.
Læs også: Mød Kacy Hill: American Apparel-modellen, der er blevet Kanye Wests nye stjerneskud