Det nylige ’Star Wars’ plugin til Chrome vidner om at Googles ingenører er fanboys, men firmaets produktudviklere tager istedet inspiration fra ærkerivalen ’Star Trek’, når det kommer til at skabe nye søgeinitiativer.
Det drejer sig om et wearable i form af en pin, der gennem bluetooth vil gøre det muligt at foretage en Google-søgningen på mobilen ved bare at tale ud i luften. Wearablen blev afsløret under et interview med Time af Googles senior vice president of search, Amit Singhal.
Singhal forklarer at pinnen bygger på ’combadges’ fra ’Star Trek: The Next Generation’, der anvendes ombord på Starship Enterprise til at kommunikere med rumskibets computer og besætningsmedlemmer.
Star Treks combadge aktiveres ved et tryk, og det samme gør Googles prototype. I princippet fungerer apparatet meget som den bluetooth-teknologi vi allerede kender fra headsets, da den indbyggede mikrofon anvendes til at tale sammen med din smartphone hands free. Den sidder bare ikke i øret på dig og får dig til at ligne en langturschauffør.
Det er ikke første gang Star Trek inspirerer kommunikationsteknologier: Den tidligere administrerende direktør for Motorola, Martin Cooper, har udtalt at Star Treks ’communicator’ dannede grundlag for klaptelefonen, mens teknologier som laservåben og universelle oversættere også kan genfindes indenfor seriens rammer.
Produktionen af Googles pin stoppede dog ved prototypen, og projektet var i det hele taget hemmeligt indtil Singhals interview. Selvom det ikke bliver i form af et combadge, kan man glæde sig over firmaets mange sci-fi-entusiaster, og håbe at de kreative forbilleder inden for genren kan lede til andre opfindsomme initiativer i den ikke så fjerne fremtid.
Læs også: Google-søgninger er lige blevet meget klogere – spørg om alt