Endelig en trailer, der på ingen måder er karrig. Både gameplayet og spillets plot udpensles i denne seks minutter lange trailer til ‘Deus Ex: Mankind Divided’. Spillet har endnu engang den mekanisk forbedrede agent Adam Jensen i hovedrollen og han har også æren af at lægge stemme til traileren.
Handlingen finder sted to år efter ‘Human Revolution’, nærmere betegnet 2029, hvor de mekanisk forbedrede mennesker i befolkningen er blevet en udstødt og jaget befolkningsgruppe – herunder vor helt med det danskklingende navn.
‘Deus Ex: Mankind Divided’ var tidligere i vælten for et på alle tænkelige måder forfærdeligt forudbestillingsprogram, hvor flere forudbestillinger udløste flere bonusser. Det blev siden droppet, gud ske tak og lov. Men med den nye trailer har distributørerne Square Enix afsløret, hvilke bonusser man kan få ud af at forudbestille i deres mere moderate version. Det tæller blandt andet figurer, ekstra missioner og en booklet.
‘Deus Ex’-seriens femte officielle installation lander efter planen 23. august til PlayStation 4, Xbox One og pc.
Læs også: USA’s vej lige lukt i lokummet beskrives i alternativ ‘Homefront The Revolution’-trailer