Uber for timelønnet arbejde: Dansk app vil gøre fritidsjob nemme og fleksible

Platformsøkonomien raser derudaf med tjenester som Airbnb, Uber, GoMore og Ruumier. Nu har en dansk app lagt sig i slipstrømmen, og vil bringe tankegangen ind på arbejdsmarkedet. Meploy gør det nemt at hyre eller blive hyret til at udføre småopgaver for en fast tarif på 150 kr. i timen.

Meploy er en app, der blev skabt som en slags alternativ jobportal, for dem der ikke vil arbejde 9-5. Det er en blanding mellem opgavebaseret ungdomsarbejde i bedste Operation Dagsværk-stil og en freelancehub for folk, der gerne vil have nogle lette ekstraopgaver ved siden af deres almindelige arbejde.

Appen virker ved, at man opretter sig som enten arbejder – kaldt ’meployee – eller arbejdsgiver. Arbejdsgivere kan poste såkaldte ’ploys’, dvs. arbejdsopgaver, hvor type opgave, antal timer og beliggenhed specificeres. Den bedste ansøger udvælges af arbejdsgiveren, og appen sørger for at dokumentere samarbejdet, så man ved arbejdsdagens ende har en lille kvittering (klar til at blive indberettet til SKAT).

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Meploy ligner ved første øjekast en anden dansk app, Helpfully, der også leger matchmaker mellem dig og en række ’hjælpere’, der står klar til at hjælpe til med småopgaver som havearbejde, IKEA-byggeri og forårsrengøringen. Men Meploy har nogle forudbestemte regler. For det første må arbejdet maksimalt vare syv timer. For det andet, sikrer Meploy en fast arbejdshyre på 150 kr. i timen – til forskel for Helpfully, hvor betalingen aftales fra opgave til opgave.

Meploy har desuden en ’live ploy’-funktion, der får den til at ligne Uber eller GoMore. Hvis man som meployee checker sig ind i appen som arbejdsparat, dukker man op på appens kort. Så kan arbejdsgivere der står og mangler noget hjælp nu og her vælge den meployee, der er nærmest. Meploy er indtil videre primært fokuseret på København, så det gør kortfunktionen noget mere overskuelig.

Alle opgaver indgået gennem Meploy er omfattet af arbejdsskadeloven, skulle noget gå galt. Hvis man er utilfreds med måden opgaven er blevet løst, sikrer tjenesten også, at de sender ny hjælp indenfor 24 timer. Til gengæld betaler meployeen fem procent i transaktionsomkostninger til Meploy efter alle arbejdsopgaver.

Man er forpligtet til at oplyse indtjeningen til SKAT og som momsregistreret freelancer eller virksomhed, skal du oplyse dit CVR-nummer i profilen.

Meploy er tilgængelig på web og som gratis download til Android og iOS.

Læs også: Legendariske Nokia genopstår som smartphoneproducent og vender tilbage til Finland

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af