Han sagde det selv tidligere i år. Dengang lovede hans tweet primært flere og billigere Yeezy Boost-sneakers, men nu har Adidas også sagt, at vi kan se frem til kollektioner, hvor en hullet sweater ikke koster på den anden side af 10.000 kroner.
I en ny artikel skriver Slam, at der næste år kommer både træningstøj og streetwear fra adidas x Kanye West-samarbejdet samt sko, der også vil bevæge sig ind i sportsverdenen med fokus på basketball, baseball og fodbold – og ja, til ‘rimelige’ priser.
»Det smukke ved det her partnerskab er, at der ikke længere er noget loft. Vi udforsker forskellige måder at maksimere det. Fordi vi ved, at vi gerne vil have partnerskabet til at vare for evigt, vil vi ikke være en af de der engangssucceser«, siger Jon Wexler, adidas’ VP of Global Entertainment & Influencer Marketing, til Slam.
Det vides endnu ikke, hvornår vi for alvor vil begynde at se de første nye produkter fra samarbejdet mellem Kanye og Adidas, der altså er brandets første af den kaliber med en ikke-atlet. Det kan være, at Kanyes show under New York Fashion Week den 7. september kommer til at løfte noget af sløret.
»Vi er det udfordrende brand, og [Kanye] er udfordreren lige nu, og han vil for alvor bryde igennem«, siger Wexler.
Læs også: Kanye West tager stort skridt imod sin modedrøm – laver historisk Adidas-samarbejde