Det ligner en klassisk forside på et sportsmagasin midt under et OL. Tre af USA’s største medaljeslugere arm i arm med imponerende mængder metal om halsen. Men ser man nøje efter, er der noget galt. Der er en Swoosh, der måske ikke burde være der.
For midt imellem svømmeren Katie Ledecky og gymnasten Simone Biles står den overlegne svømmehelt Michael Phelps, der i flere år har været sponsoreret af Under Armour, USA’s næststørste sportsmærke og dermed Nikes største konkurrent. Og ja, det er ham, der bære Swoosh’en, Nikes genkendelige logo.
Med andre ord er den helt gal.
»Den kommer på væggen hos Nike. Under Armour må gå amok bag lukkede døre lige nu«, siger Rick Burton, en tidligere chef for marketing i den amerikanske olympiske komite, til Business of Fashion.
Og ja, mon ikke? Men herfra er det ellers stadig en kompliceret sag, som det ikke helt er lykkedes Business of Fashion at komme til bunds i. Folk fra Under Armour og omkring Phelps siger, at han var blevet tvunget af den olympiske komite til at have Nike-bukserne på, fordi sportsmærket sponsorerer det amerikanske hold. Den amerikanske komite vil dog ikke kommentere sagen.
Ifølge Business of Fashion har tre folk, der var til stede under shootet, sagt, at der ikke forlagde nogle sådanne krav.
Lige meget hvad må det selvfølgelig gøre ondt på Under Armour, der kunne have fået uvurderlig brandeksponering på forsiden. Ifølge Business of Fashion når Sports Illustrated 18,2 millioner læsere, hvilket betyder, at Nike omregnet får eksponering, der ville have kostet omkring tre millioner kroner.
Læs også: OL-patos: Chance the Rapper er fantastisk i ny Nike-reklame