Både som skuespiller i ‘Transparent’ og som model har Hari Nef de seneste par år været med til at øge kendskabet til og synligheden af transkønnede i populærkulturen. Ved Emmy Awards var hun et af aftenens højdepunkter på den røde løber.
Der var selvfølgelig den røde, lidt bizarre Gucci-kjole med et print af utallige babyer klumpet sammen, som alligevel så elegant ud på Nef med spaghettistropper og sløjfen om livet.
Nef var stylet af Rihannas faste tøjbestyrer Mel Ottenberg.
Mindst lige overbevisende var det interview, som Hari Nef gav på den røde løber til Popsugar. Ikke alene fik vi Nefs råd til at klare en travl hverdag (vand, grønsager, pot og terapi), hun fik også slået fast, at ‘Transparent’ er så vigtigt et show, fordi der både er transkønnede foran og bag kameraet.
»Samfundet viser os ikke andre måder at leve på end de her to muligheder (mand og kvinde, red.) på den her ene måde. Så når du bare viser dig frem og giver folk en anden mulighed, er det nogen gange alt, de har brug for«, sagde Nef om at være en rollemodel for andre transkønnede.
‘Transparent’ vandt i øvrigt to priser. Jill Soloway vandt for bedste instruktør for en komedieserie, mens Jeffrey Tambor tog statuetten for bedste mandlige hovedrolle i en komedieserie.
Læs også: ‘Game of Thrones’ slår imponerende Emmy-rekord – Susanne Bier sejrer overraskende