Musikere bliver konstant brugt som ansigtet udadtil, når brands skal sælge deres produkter. Bare hen over weekenden har vi set fire nye af slagsen. Fra Karl William for det nye danske brand Fonda Sublime til Jared Letos Gucci Guilty-parfumereklame.
I den underspillede, danske ende af skalaen finder vi ud over Karl William også Communions-forsangeren Martin Rehof, der er kampagnemodel for Rascals’ efterårskollektion. Her skal man dog næsten være fan for at vide det, da det ikke er noget, brandet skilter særlig meget med.
Det gør Fonda Sublime heller ikke specielt, selv om det nye brand har tagget Karl William i en Instagram-post. Tøjmærket, der er startet af Carsten Nielsen og Claus Gasque (som tidligere havde brandet CityFellaz), fokuserer indtil videre på overdele som t-shirts og poloer.
Der er selvfølgelig mere oplagt markedsføring, jo større et kunstnernavn bliver. Det ser vi hos brandet Darkdron, der præsenterer sin SS17-kollektion med Sky Ferreira som model. Hendes eget vekslende udtryk mellem det pæne og mere smadrede passer godt til Darkdrons oversize udforskning af tidens sports-look.
Og i den helt dyre og mere klassiske ende finder vi så Jared Leto, der er kampagneansigt for Guccis nye kampagne for parfumen Guilty. Her er vi ude i hele pakken: En verdensstjerne, kampagnebilleder, video, interview.
I interviewet i behind the scenes-videoen nedenfor kan du blandt andet høre Leto kalde Gucci-designeren Alessandro Michele for et geni.
Læs også: Solange Knowles indtager Manhatten med Michael Kors